37 / 269
Paa Erik Menveds d id, i Biskop Jens Krags Stadsret af 29. Ja n u a r 1294,
fremkom de første Bestemmelser om Ild eb rand for Københavns Vedkommende.
Det hedder heri bl. a.: at »saarer eller slaar en med Vilje en anden under Ilde
brand og overbevises derom, skal h an bøde til skadelidte, Biskoppen og Byen
hver 40 Mark, og den, der i saadan T id gribes i Tyveri, skal lide Tyvs Straf«,
(d.v.s. Hængning). Denne Bestemmelse lader ane, hvordan der h ar set ud i en
brændende, panikslagen By paa den T id . E n anden og for Nutidsmennesker
mere forstaaelig Bestemmelse siger, at »nedbrydes nogens Hus paa saadan
Eid, eller det nedhugges med Økse, eller det nedrives med Hager, skal de, der
bor foran Ilden, holde ham skadesløs efter Raadm andens Skøn.« Da Nedriv
ning af Huse i Ildens Nærhed, som foran om talt, var den bedste Maade, man
dengang havde at standse Ildens Frem trængen paa, forekommer det jo rim e
ligt, at de, hvis Huse var reddede fra Ildsvaade, m aatte ofre noget til dem, hvis
Huse var blevet ødelagt for at hindre Ildens Udbredelse.
Den 5. J u n i 1549 (K ristian den T redies T id ) fik København en »Vedtægt om
Ildebrand«, hvori angives, hvilke Pligter der paahviler Borgerne under Ildløs.
Paa R aabet »Brand!« klemtedes der med Kirkeklokkerne, og Tøm rerne, Mu
rerne, Fiskerne og Baadsmændene ilede til B randstedet, hvor de skulde sætte
Stiger til og med Brandhager prøve at berøve Ilden Næring ved at rive T ag og
Træværk af det brændende Hus og Nabohusene. Rodemesteren og Vagtskrive
ren løb efter Byens Læders|Dande, der noget upraktisk var anbragt under Laas
og Lukke paa Raadhuset. Beboerne i den Gade, hvor Ilden var, skulde skaffe
Vand, saaledes at de, der havde Brønde, blot skulde vedblive at hejse Vand
op, medens Resten skulde trille deres Kar ud til Fyldning og hjælpe til med at
lange Spande til og fra Brandstedet. O lderm anden for Vognmændene tilsagde
Lavets Medlemmer til at køre Vand til B randstedet. Alle øvrige mandlige Bor
gere skulde bevæbnede samles — nogle ved Brandstedet, andre ved Byens Porte
— for at afværge alskens Fare, hvis Ilden skulde vise sig paasat, maaske af uden
landske Mordbrændere eller lignende Kumpaner. Kvinder og Børn skulde holde
sig borte eller tage Skade for Hjemgæld, hvis de i Forvirringen blev trakterede
med H ug eller Slag.
T idens H jælpeløshed og Rædsel lyser ud af Datidens Bestemmelser og af
slører, hvilke Besværligheder m an havde at kæmpe imod udover selve Ilden.
Nu til Dags straffes den, der ved Uforsigtighed har foraarsaget Ildebrand, med
en lille Bøde — dengang skulde h an straks og uden Naade kastes ind i Ilden.
De første mere udførlige Brandpolitibestemmelser findes i Magistratens Instruks
for Rodemestrene i disses Skraa af 3. November 1606, hvori Byens B randredska
ber omtales og det bl. a. paalægges Tømmermænd, Vognmænd og Dragere »at
føre dem til de Steder, som Ild optændt er, og med Vands T ilførsel hjælpe og
redde, som det sig bør«. Rodemestrene skulde efterse, om der fandtes ulovlige?
Fyrsteder og føre T ilsyn med Brønde og disses Afmærkning. Ved natlige Ilde
brande skulde der hænges Lygter ud, og atter i disse Forskrifter omtales Faren
35