211 / 245
Erindringerfra Amager
det ene hjørne var der en bagerforretning, og på det andet hjørne
var forretningslokaler til salg. Disse købte mine forældre og ind
rettede en grøntforretning. Der hørte en 2-værelses lejlighed med.
Vi sagde farvel til de nu arbejdsløse Cato og Eckblad og flyttede
hen på hjørnet af Rønne Allé. Hver morgen tog min mor sporvog
nen til Grønttorvet og købte friske grøntsager, og så hjem med de
store sække i sporvognen. Hun slæbte dem fra hjørnet af Tingvej
og hen til vores forretning.
Imens passede jeg lillebror Anker og forretningen. Jeg var ble
vet en stor pige på 11 år og derfor, mente mor, moden til dette
ansvar og forretningslivets mysterier. Til alt held begyndte min
skole først kl. 10, og min mor kom kl. 9.45, så der var god tid til at
snakke. I denne periode gik det op og ned med fortjenesten - ten
densen var dog mest nedadgående. Efter 1 år måtte forretningse
ventyret ende. Min mor kunne ganske enkelt ikke holde til mere.
Hendes ben var blevet dårlige. Derfor kneb det med at gå med de
store sække. Forretningen måtte sælges. Der blev alligevel et
beskedent overskud efter afhændelsen af forretningen. Vi
begyndte så at lede efter en ny lejlighed, men boligmanglen var
stor. Derfor måtte vi flytte ned i Woltersgade nr. 3 hos mine bed
steforældre i deres 2 værelses lejlighed. Jeg var atter tilbage ved
min barndomsgade, Holmbladsgade.
Smalle tider i Woltersgade
Jeg forstår og forstod ikke, hvordan 3-4 år kunne forandre så
meget. Fra en sorgløs tid i pensionatet i Holmbladsgade og til
dette tidspunkt. Vi var 6 mennesker i den lille lejlighed. Min
bedstefar var syg og gik med krykker. Min bedstemor var også
syg, og derfor passede det dem godt, at de kunne blive passet og
plejet. Det var jo desværre til dels på bekostning af mine foræl
dre. Vi fik os dog indrettet med vores senge, idet alle andre møb
ler kom på familiens pulterkamre, men forandringen var stor.
Det, vi havde sagt farvel til, petroleumslamper, retirader osv.,
blev atter hverdag. Tiden blev skruet tilbage.
Da mine bedsteforældre ikke kunne forlade lejligheden, var der
indrettet et lille »das« til dem i køkkenet, og det blev mit arbejde
at tømme spanden 3 gange om ugen. Jeg var frygtelig flov over at
skulle gå ned med spanden, og ventede derfor til det var mørkt,
209