206 / 245
Selmi Andersen
i stuen. Det var med en vis lettelse, at pensionatet blev nedlagt,
og at vi nu kunne være os selv.
På Sundholmsvej
Lejligheden, som vi flyttede hen til, var på 3 værelser. Ejendom
men var ny og moderne. Fem murermestre havde opført nogle
ejendomme og kaldte sig for »Femkløveret«. Det gav navn til den
lille vej, der stadig eksisterer som »Femkløvervej«.
Lejligheden havde to entreer, dagligstue og spisestue en suite
mod Sundholmsvej. Et stort værelse samt et kammer og køkken
mod gården og så det helt exceptionelle, et badeværelse med
badekar, håndvask samt vandkloset. Der var elektrisk lys, og vi
måtte købe lysekroner og lamper, da vi kun havde petroleum
slamper med fra Holmbladsgade. I stuen var der klokke til køk
kenet, og hvis vi havde haft en pige i huset, kunne vi så have rin
get efter hende. Vi ringede alligevel. To svenske pensionærer flyt
tede med og fik det ene værelse formedelst et mindre bidrag til
den dyre husleje. Kammeret fik min mor, far og Anker, og Johan
sov i den ene entré, mens jeg måtte sove i stuen. Vi havde forbudt
os selv at trykke på de elektriske kontakter, men fristelsen og
nydelsen var ofte for stor.
Badeværelset var også noget nyt. For det første havde vi det for
os selv, og for det andet var klosettet fascinerende. Tænk, at man
kunne trække i en snor, og så kom der vand og skyllede selve klo
settet. I dag er det jo almindeligt, men dengang var det usædvan
ligt. Hver onsdag og lørdag var der varmt vand i hanerne, og vi
invaderedes af familie, som skulle prøve den vilde luksus, det er
at være i et badekar med varmt vand. Denne luksus varede dog
kun kort, idet verdenskrigen satte en stopper for det.
I gården var der et haveanlæg med hvidt stakit om, men det var
forbudt at gå derind. Det var kun en skueret. Bagved gården lå
der en tømmerplads.
Fra stuevinduerne så vi over på Sundholm og på Sundholms
Kirke, hvor der var ur på tårnet, så vi kunne følge tidens gang og
høre klokkeslagene. Rundt om hele Sundholm var der et hegn
med en dyb og bred grøft bagved. Her gik »lemmerne«, som de
blev kaldt, og rensede grøften. Der var også svinehold, som ofte
stank forfærdeligt. Langs hegnet voksede vilde roser. Når de
204