203 / 245
Erindringerfra Amager
Jeg var begyndt i skole på Østrigsgade Skole i 1914 som 6-årig.
Det gik fint, og jeg fik mange kammerater. Hjemme var skolestar
ten begyndelsen til »det voksne liv« med pligter. Drengene havde
deres pligter, som bestod i at hente koks, gå ned med skralde
spandene og lignende tunge arbejdsopgaver. En pige havde man
ge flere pligter. Der skulle dækkes bord til de 30-35 pensionærer. I
spisestuen stod et meget stort spisebord, og her skulle sættes tal
lerkener og bestik ordentligt på. Der skulle serveres, og de tunge
terriner skulle balanceres ind, - og det var svært for en lille pige.
Når der så var spist, skulle der vaskes op og tørres af for til sidst
at sætte servicet på plads.
Selve rammerne for pensionatet gav også pligter. Pensionærer
ne »abonnerede« på forskellig vis. Af skiltet fremgik, at man kun
ne få:
- morgenmad og middagsmad og en madpakke
- morgenmad og madpakke
- morgenmad, middagsmad, aftensmad og en madpakke
- aftensmad
og denne sidste kunne indtages på pensionatet eller blive bragt til
logiet, der godt kunne ligge et helt andet sted. Der var ansat en
bypige til dette, men ofte måtte Johan og jeg assistere med
udbringningen. Maden blev bragt ud i flere etagers madspande,
for der var jo både forret og hovedret.
Et af stederne, der fik bragt mad ud, var hos Mathisen. Det var
en gammel mand, der var lidt af en original, og han havde
træben. Han boede lige over for Sundby Kirke sammen med en
gammel dame, der måske var hans mor. Hun var blind. Ved siden
af Valdemar Bøges forretning var der en port, - der hvor Merry-
biografen senere kom til at ligge. Vi skulle gennem porten og over
gården. Så skulle vi op i baghuset på 2. sal for at levere maden.
Når man kom ind i køkkenet, var der et langt bord, hvor vi stille
de madspandene. I bordet var der en skuffe, og heri opbevarede
den gamle dame sine kamme sammen med nogle »sukkerknal
der«. Vi fik altid en sukkerknald som drikkeskilling, fordi vi leve
rede maden. Det var en meget sød og venlig kone, og knalden var
for hende en lækkerbisken. Vi sagde pænt tak, mens vi nejede og
bukkede, men når vi kom ned i gården, smed vi »knalderne«, for
Børnenes pligter
201