204 / 245
Selmi Andersen
de var ikke helt appetitlige. En dag skulle vi bringe grønkålssup
pe ud til Mathisen. På vej op ad trappen snublede vi, og vi tabte
spanden, så suppen flød ud på trappen. Hurtigt skovlede vi så
det hele tilbage i spanden - både suppen, trappesand samt hvad
der ellers måtte have ligget. Denne cocktail leverede vi så til
Mathisen uden at fortælle, hvad der var sket. Vi fik vores beløn
ning, og så spænede vi af sted. Den grønkålssuppe må have haft
en særlig smag, men vi hørte aldrig noget om det.
Naturligvis kom der hertil en masse byærinder, som man blev
sendt ud på. Indkøbskurvene kunne være meget tunge at slæbe
hjem for et barn. Til gengæld lærte man jo så kvarteret og dets
handlende at kende.
..nu kører ama'rsprøjterne hjem
En gang imellem var der ildebrand. Den brandsikring, vi kender i
dag, var ukendt på dette tidspunkt. Der var åbne ildsteder og
komfurer, og husene havde megen trækonstruktion. Desuden var
folk ofte uforsigtige i deres omgang med ild og petroleum.
Når ilden var opdaget, blev brandvæsenet tilkaldt. Så kom
sprøjterne. Det var uhyggeligt, men havde en egen fascination.
En af de store ildebrande var, da »Kludebiksen« brændte. Sprøj
terne kom ned ad Holmbladsgade. Forrest var altid dampsprøj
ten. Midt på ladet stod den store kuppelformede dampmaskine,
hvor dampen stod fra. Så kom den store stigesprøjte, så den lille
stigesprøjte. De blev fulgt af et par mindre sprøjtevogne, og til
sidst kom mandskabsvognene. Det var alle åbne røde vogne med
masser af blankt messing. Alle blev trukket af store kraftige heste.
Kuskene stod forrest på vognene med tømmerne i den ene hånd
og pisken i den anden. Pisken smældede enten i luften eller på
hestenes brede rygge med det formål bestandigt at øge hastighe
den på hestene. Hestene galoperede med vildt opspilede øjne,
mens fråden fløj fra deres muler. Det satte sig på kuskenes tøj og
på hestene selv. Hovene gungrede i brolægningens brosten, og
gnisterne fløj fra hesteskoenes kontakt hermed. En mand hev
ustandselig i den store blanke messingklokkes knebel. Mellem
husene rungede dette infernalske spektakel med uheldsbringen-
de ekko. Fascinationen drev gadens drenge til at løbe med, mens
deres træskos klapren blandedes i den skæbnesvangre symfoni,
202