200 / 245
Selmi Andersen
beltseng, et bord med voksdug og to stole. Så var der heller ikke
plads til mere. Mørkt og fugtigt var der også her. Den lille petro
leumsovn kunne hverken varme eller langt mindre tørre vægge
og møbler.
Der gik også originaler rundt. En, der kaldte sig Prins Gustav, på
hvis bryst et utal af eksotiske ordner funklede. Mange flere, også
kvinder, heriblandt vores udgave af »Jomfru Tidsfordriv«. Det
var en stakkels kone, der altid var iført gammel frakke og slidte
sutsko uanset vejret. Lirekassemænd kom der ofte. Mange havde
træben. Vi børn dansede til den livlige musik. Der var også andre
musikanter. Spillemænd med violin eller harmonika og nogle der
bare sang og dansede stepdans.
Børnenes verden
Vores gård var det, man i dag kalder »børnevenlig«. Der var intet
beton kun jord. For enden af den lange gård stod der en række
syrener, hvorfra vi tog de små blomster og sugede den milde
nektar ud. Bag syrenerne havde værten sin have med rigtigt lyst
hus. Her promenerede værtens datter, der jo var finere end os,
med sin dukkevogn i havegangen. Jeg, der stod udenfor, syntes
det lignede Edens have fra Bibelen, for der var roser og bellis og
mange andre blomster. Når det var fint vejr om sommeren, sad
værtinden med sine veninder og drak te i lysthuset. Så var datter
Marie endnu mere overlegen. Som trøst gik jeg så til bedstefars
kolonihave. Den lå for enden af Ahrensbergsgade, der nu hedder
Alandsgade. Det var en haveforening, der lå lige op til Reberba
nen. Der var en særlig nøgle til lågen, og den bar jeg i en snor om
halsen. Her var så bedstefars have fyldt med blomster og et stort
hyldetræ, som man kunne gynge i. Der var et lille lysthus med et
ganske lille køkken med plads til præcis en person. På køkken
bordet stod primussen, hvorpå der blev lavet kaffe. Når der kom
gæster var det en millionærtår, der blev lavet. Forskellen bestod i,
at millionærtåren havde et ekstra mål bønner i. Så fik man en hel
krone til at løbe hen i brødudsalget og købe 2-øres eller endog 4-
øres wienerbrød, men uanset størrelsen altid en pægl fløde med
skind. Dette brødudsalg lå i Woltersgade. Man medbragte selv
sin flødekande, og den kogte fløde stod i store lerfade, hvor der
øverst flød det tykke flødeskind, hvoraf det var særdeles vigtigt,
198