42 / 133
De danske Farvande o g K y ster og deres Besejling gennem Tiderne
41
menes at betyde den Strækning, man kom frem, mens eet Hold af
Mandskabet sad ved Aarerne; det svarer omtrent til en geografisk
Mils ). De danske Overleveringer om Sejladsen paa Store Bælt skulde
efter dette ga a tilbage til den Tid, da Skibene dreves frem ved Aarer.
— Forsaavidt maa ogsaa Farvandet her have været gunstigere for
Roskibe og Langskibe end for de første ufuldkomne Sejlskibe. •— Men
Sejlskibene har altsaa ogsaa fra første Færd kunnet færdes i Store
Bæ lt; — blot maa Sejladsen have været langsom paa Grund a f de
stadige Kursændringer med tilhørende Ventetid for at faa den heldigst
mulige Vind. —
Langt mere begunstiget af Naturforholdene, og fra Sejlskibsperio
dens Begyndelse ogsaa af Handelsforholdene, har Farten gennem Øre
sund været. — Næsten efter en lige Linie ligger Kursen fra Skagens
Rev til Øresunds Munding. Selv om Kursangivelserne i „S e ebu ch " si
ger, at de to „Kenn inger" fra Skagens Rev til Læsø (en Kenning =
ca. 22 km) er SØ. til 0 ., den samme Vejlængde fra Læsø til Anholt
SØ. til S., de tre Kenninger fra Anholt til Kulien SSØ ., fra Kulien til
Lappegrunden SØ. til 0 ., og saaledes viser nogle Bøjninger9), er et
Blik paa Kortet tilstrækkeligt til at overtyde en om, at Strækningen
fra Skagen til Kulien, — ialt 84 Kvartmil, — hele Vejen har Retningen
SØ. tij S. — De smaa Afvigelser, der kan have været Tale om, har
næppe engang generet den Tids Søfarende. Først fra Kulien til „ L a p
pesande" maatte Kursen ændres til SØ. til 0 ., for endelig fra Helsingør
gennem Drogden at maatte lægges mod Syd. — Med gunstig Vind
kunde hele Vejen fra Skagen til Falsterbo eller omvendt tilbagelægges
i et Stræk. — Dertil kom, at Farvandet de fleste Steder dog var saa
bredt, at Skibene fik en vis Bevægefrihed, og hvor Sejlløbene, som i
det midterste Øresund var ret smalle Render, kunde Skibene uden
større Risiko vente paa god Vind. Stormene havde her ikke den Magt,
som de havde i Kattegat eller Nordsøen. —
Mens det i Ro- og Langskibenes Tid havde været de Kyststræk
ninger, hvor Bygderne naaede ud til Havet, der havde været de v ig
tigste, — Fund fra Vikingetiden ved Hålsingborg viser dette for Lug-
gudekystens Vedkommende, — blev det i Sejlskibenes Tid fortrinsvis
de mere beskyttede Kyster, der — selv i et roligt Farvand som Øre
sund — blev søgt af de mange Skibe. —
Blandt Sundets naturlige Havne var det i første Omgang Holl-
viken med Fotevik, der blev søgt som Ankerplads. Ikke blot kunde
Sejlskibene her finde en sikker Ankergrund; men Havnen laa paa et
Sted, hvor Skibene alligevel maatte vente paa gunstig Vind til fortsat
Sejlads, hvad enten den gik mod Nord eller mod Øst. — Og sidst,