S_Gazetten

o a z b t t b

j t .

Nr. 1.

Uge-Revu.

Neger-Souvenir.

„Gurkemeia! Gurke

meia!"

Jeg antager, det er i

Familje med Messens

„Tanjore" og Fox’s „Nor

mal", nedstammer i lige

Linje fra salig „Hr. Le-

coq, Hr. Lecoq, Hr.

Lecoq", har til Bedstefader „Sozodont" og

er en naturlig Søn af „Sesam".

Men det er kun en Antagelse.

Hvad jeg derimod ved, det er, at „Gurke

meia" var Negerkaravanens Feltraab'og Ynd-

lingshyl ude i HoteJ Tivoli, hvor hele Kjø-

benhavn, fra de højeste til de laveste,

satte hinanden Stævne ved Jule- og Nyt-

aarstid. Mærkeligt for Resten — Kjøbenhavn

har da ellers nok set en Negerkaravane før.

Tænk blot paa den, som Udstillingen hid

kaldte i Sommer med Hr. Max Bewer fra

„Kolnische Zeitung" i Spidsen! Men denne de

sortes enoriqe Tiltrækningskraft nu, hænger

maaske sampien med den Omstændighed, at

alle de hvide Jule-Helligdage, ved Klimaets

Lunefuldhed, blev degraderet til en eneste

uhyggelig Række Skiden-Lørdage.

Absolut paradisisk var der nemlig ikke

derude i Hotel-Tivolis to Stuer, trods al den

velsignede Nøgenhed. At „Lokalet er opvar

met", havde man ikke fundet Anledning til at

hidlokke Folk med paa Plakaten, men det

var dog saa. Derimod reklameredes flinkt med

Billeder, der saa grumme og menneskeædende

ud, og mange Besøgende nærmede sig utvivl

somt Indgangsporten med en uhyggelig For

nemmelse af, allerede paa flere Alens Afstand

at kunne lugte stegt Menneskekjød. Det var

dog overdrevent. Var de

først komne indenfor,

maatte de nøjes med at

lugte opvarmet Menne

skekjød, men de for

langte næppe mere. Den

Odeur var tilstrækkelig

nervepirrende.

De ihærdigste besøgende var vore unge

kjøbenhavnske Damer, der med synlig Glæde

betragtede Negrenes slanke, kraftige Kroppe

og drog Sammenligninger, der næppe faldt

ud til de rene, hvide Kjøbenhavnerynglinges

Fordel. „Den Kulør er ægte!" nynnede de

ved Synet af de veldrejede Ibentræs Lemmer,

og da der i Lokalet ikke fandtes Opslag om,

at „det er forbudt at berøre Kunstværkerne",

gjorde de sig ingen

Samvittighed af, ligesom

prøvende, at lægge en

lille hvid Haand paa en

bred sort Ryg og med

enforbauset Latter smaa-

hvine: „Nej, tænk —

hvor de er varme!"

Under livlige „Gurkemeia-Hyl" hvirvlede

Negrene deres Krigsdans, medens deres

i Kapelmester saa øresønderrivende kraftigt og

utrolig ihærdigt bearbejdede et Trommeskind

med sineknyttede Næver, at jeg vilde anse det

for den højeste Tilfredsstillelse her paa Jorden,

om jeg den Dag i Morgen ved en eller anden

snedig Manøvre kunde formaa samtlige mine

Nytaarsrykkere til at melde sig hos ham, for

at gjennemgaa en magnetisk-Massage Kur

mod Ryg-Rheumatisme. Tifold — hundred

fold vilde da deres Tromme-Polkaer paa min

stakkels Dørfylding blive dem gjengjældt.

Og naar Dansen var forbi, blev man Vidne

til en sælsom, forhistorisk Fremtoning. Oven-

paa Tromme-Polkaen fulgte nemlig en Tal

lerken-Vals, den rigtig gode, gamle, længst

forsvundne og forbudte Tallerken-Vals, kun

med den tilsyneladende lidet sigende Redak

tions-Ændring, at Tallerkenen var ombyttet

med — en Konkylie. Alle I Danmarks skjøn-

neste Kvinder fra Kehlet til Kisten, forsøg

I dog ogsaa paa, om ikke saadan en Konkylie

skulde kunne bringe Eder og Eders Templer

Ungdommelighedens Liv og Lyst tilbage.

Konkylien har vist sig at

kunne fortolkes som til

ladelig; men maaske Til

ladeligheden yderligere

er betinget af, at I ogsaa

samtidig sværter Eder

Borte. Naa — det maa I

selv om!

Vi har forladt Negrene med det irriterende

„Gurkemeia!" stadig syngende for Ørene; men

næppe var vort lille Selskab kommet udenfor,

før vi saa et mærkeligt og tydeligt, om end

negativt Bevis paa, at den sorte Kulør der

inde virkelig var ægte. Vi var allesammen

. — hvide paa Ryg og Ærmer. Foh ret at

vise Kontrasten, havde

Impresarioen indrettet

det saa snedigt, at

Væg

gene

smittede af, hvorved

alle og enhver bragtes

til at undre sig over og

i sit Hjærte med Tak

nemlighed bevidne, at

Negrene

ikke

gjorde det.

De lyksalige Negre! — Ved denne vel

signede Nytaarstid at kunne se saa grinende

glade ud og synge og danse og hyle og le

af pur Fornøjelighed. Men de velsignede

Sjæle anede heller ikke, hvad Regninger, ube

talte Regninger, som med stor Frækhed

bærer Ens Navn paa Panden, vil sige. Hvem

der blot havde kunnet underholde sig med

de glade, sorte Sjæle og blive delagtige i

deres Lykke! Hvem der bare vidste, hvad

„Gurkemeia" betød? Man,, kunde næsten i

saadant et Øjeblik ønske sig at være den i

det sorte Sprog kyndige Stanley, om ikke et

saadant Ønske netop i dette Øjeblik kunde

være meget farligt og dets Opfyldelse

falde ligesaa bedrøveligt ud, som Prados

Endeligt.

De lyksalige Negre! Lyksalige og

dog

ikke totalafholdende.

For slet ikke at regne de to smaa sorte

med — de nydeligste, krøltoppede Neger-

Bebéer — saa spenderede de kjøbenhavnske

Damer enMængde Bajere

paa Karavanens Mænd,

og Mændene var saa

civiliserede, at det al

drig kunde falde dem

ind,

andet end

tømme Flaskerne paa

Stedet.

Altsaa lyksalige og

dog

ikke totalafhol

dende.

Hvis Lykken desforuden bestaar i et langt

Liv, stemmer denne Observation nøjagtig

med et herværende Blads sidste statistiske Op

lysninger, der i al Korthed lyder som følger:

Totalafholdsmændene har

kariest

Levetid, men

de, der drikker flinkt, om end til Maade,

lever

længst!

Det ærede Blad og dets Statistiker levej

— leve længst! — leve lige til han dør.

Nu er

jeg

paa det rene med

min

Stilling

til det nærgaaende Totalafholdsspørgsmaal:

om Hverdagen drikker jeg tappert, men om

Søndagen drikker jeg mig fuld! Det maa

give en meget, anstændig Levetid, og maa

siges at være det rette Maadehold, da saa

ingen kan beskylde mig for at være

saa

ubeskeden, at jeg absolut forlanger det

oKwbedste for mig selv.

Skaal! og glædeligt Nytaar.

— Nu har jeg faaet at vide, hvad

„Gurkemeia" betyder. Det er naturligvis,

som jeg sagde, betalt Reklame. Kun be

griber jeg ikke dens Nytte, naar man ikke

kan forstaa Ordet.

Altsaa, „

Gurkemeia“

er udlagt:

„Hold

„Gazétten", kjøb „Gazettenu, læs „Gazettmu,

Kjøbenhavns eneste, illustrerede Nyhedsblad

og Ugerevueu.

Tippo Tib.

Annoncer

til

„GAZETTEN“

modtages

å 15

Øre Petitlinjen

Valdemar Jacobsens

Annonce-Expedition.

Kronprinsensgade 4.

Indhold.

Illustrationer:

Fra „Nøddebo Præste-

gaard".

Et naturligt Bombardement. —

Fra Prado-Retssagen i Paris. — Glædeligt

Nytaar. — Skovrideren skød Bonden (Ro

manbilledet] —

Text:

Folketheatret. — Yore

Billeder. — En ulykkelig Forældreløs. —

Hvem var Morderen? — Uge-Revue (illustr.)

— Avertissementer.

Redaktør og Udgiver:

Valdemar Getsche.

Expedition: Klosterstræde 24.

P h i I j p s e n 5 C * ®