53 / 187
D I T M E R OG J O H A N B Ø F K E
ellers stedse at have holdt sig fra de spekulationsprægede statsleve
rancer, der for mere end een københavnsk storkøbmand var vejen
til ros og magt og påfølgende fallit. Vi tør måske tro, at han med
denne leverance har gjort Sehested en tjeneste.
Overhovedet synes Bøfke at have stillet sig positivt til det nye
regimente. Som medlem af »de
32
mænds« forsamling, hvis for
mand han var en tid, og fra
1672
som rådmand tog han del i
byens styrelse. Da de københavnske magistratsposter besattes rent
politisk, kan man gå ud fra, at regeringen har anset ham for på
lidelig. Det vidner også om et godt forhold til magthaverne, at
han, da han efter
14
års ventetid omsider fik sin betaling for den
tidligere omtalte leverance, kunne få udlagt noget gods i Gud
brandsdalens fogderi i Norge i stedet for den anvisning på alun
værket i Skåne, som først var tiltænkt ham. Ganske vist var alun
værket et ret livskraftigt foretagende, men for en dansk måtte
værdien af sådanne interesser på svensk grund i de tider tegne sig
højst usikker.15
I sine sidste år var Bøfke optaget af forvaltningen af den formue,
som en menneskealders handel havde indbragt ham.
1671
havde
han fået kgl. konfirmation på sit testamente.16
167
døde hans
hustru, og senest
11
. marts
1679
havde han opgivet ledelsen af
handelen fra kramboden. Denne dag udstedte nemlig kræmmeren
Hendrich Matthias Hasselmand en obligation på
12.393
rd. til
Bøfke, utvivlsomt som betaling for varelageret, idet vi ved, at han
lejede boden og nogle værelser og betalte kost for sig og sine tje
nere. Spørger man, hvorfor ikke en af familien — f. ex. sønnen
Jørgen, der også var kræmmer — overtog boden, er det vanskeligt
at give en forklaring. Måske har hensynet til børnene af tredie
ægteskab spillet ind, idet Jørgen stammede fra det første eller
andet.
Så omfattende handelen fra kramboden end synes at have været,
4
*
51