56 / 187
J O H A N J Ø R G E N S E N
hvis Bøfke har anset store titler for tilstrækkelig garanti, har han
ikke taget hensyn til enevældens specielle politiske klima. Oluf
Rosenkrantz’ afvigende meninger, der ikke mindst økonomisk ko
stede ham dyrt, har således gjort hans gældsbevis værdiløst.
Selvfølgelig har det altid sin værdi at være i kontakt med rege
ringskredse, men om Bøfke har haft noget udbytte af disse forbin
delser, lader sig næppe opklare. Man befinder sig på mere sikker
grund over for hans andre debitorer blandt adelen og godsejerne.
Her er der sikkert kun tale om forretningsforbindelse i ordets egent
lige forstand. Listen er for øvrigt ikke lang, Hans Friis til Claus-
holm, som
1678
havde lånt
4.500
rd., og kansler Peder Reedtz’
enke Anne Ramel, som året efter havde lånt
1.000
rd. og trans
porteret baron Fiurens obligation på
2.000
rd., er de vigtigste.
Nogle små tilgodehavender hos Henrik Bjelke
(500
rd.) og Tage
Krabbe
(200
rd.) vejer ikke tungt. Endelig viser et gældsbevis fra
Hille Rosenkrantz på
10
rd., at Bøfke har optrådt som pante
låner, fruen måtte nemlig stille et sølvskrin som underpant.
Føjer vi til dette, at Bøfke havde placeret c.
10.000
rd. i Norge,
vistnok hovedsagelig betalingen for den tidligere omtalte statsleve
rance, har vi gennemgået hans interesser hinsides Københavns
volde. I sig selv en hel formue — over
40.000
rd. —men dog knap
nok det halve af, hvad han havde anbragt hos sine medborgere.
Ditmer Bøfke disponerede her anderledes end den række af hans
standsfæller, som efter adelsprivilegiernes bortfald i
1660
satte
deres midler i jordegods og blev proprietærer. At Bøfke har vidst,
hvad han gjorde, må anses for givet. Gennem en menneskealder
havde han været aktiv næringsdrivende i København, som med
lem af de
32
mænds forsamling og senere som rådmand må han
have haft et særdeles grundigt kendskab til sin bys erhvervsliv og
dets muligheder. Listen over de københavnske debitorer bliver altså
en ikke ringe kilde til oplysning om byens næring.
54