11 / 205
EPIDEMISKE TEORIER
Sygdomslære
Sygdom og sundhed er to komplementære størrelser, der er vanskelige at definere.
Bonnevie beskriver sundhed som en livsvarig funktion, mens sygdom er et mere forbi
gående fænomen, undertiden dog afslutningen på livet (Bonnevie 19 58 pp 18-23).
Sygdom opfattet som mangel på sundhed er en utilstrækkelig definition, der ikke
tager hensyn til sundhedstilstandens indflydelse f.eks. på sygdommens forløb.
Sygdom kan måske defineres som en tilstand, hvor organismens balance mellem
ydre og indre påvirkning er forrykket. Sygdom er således manglende tilpasning til ydre
ændringer.
,
,
I praksis, d.v.s. daglig tale, indgår et mål af ulyst i sygdomsbegrebet. Det er den
syges eller hans omgivelsers fornemmelse a f ulyst (smerter, træthed, svimmelhed, irrita
bilitet), der gør sygdommen åbenbar. Hertil kommer så den indre balance, der er for
rykket.’ Der har ofte været et skel mellem den naturvidenskabelige opfattelse og den
»daglige» erkendelse a f sygdom. Lægen vil undertiden se bort fra den subjektive f o ^ se
for bedre at kunne definere begrebet videnskabeligt (Timmermann 19 58 pp. 93 - 118 ) .
I oldgræsk medicin var sygdom ikke sikkert relateret til et bestemt organ. Man
havde ret uklare forestillinger om vævsvæskerne og disses forhold til ydre klimatiske og
andre forhold.
f
En del kliniske erfaringer blev især benyttet til prognostiske udtalelser (t.eks. at
Hippokrates).
,.
Renæssancens gennembrud med nytænkning på en række omrader bragte medi
cinen over i retning a f den rationelle lægekunst. Galilei s termometer, Descartes teon
om sansebanerne, Harvey’s erkendelse a f blodets kredsløb, Glisson s opdagelse a fle v e
rens anatomi og Bartholins opdagelse a f lymfekarrene er alle eksempler på anatomiske
og fysiologiske landvindinger, der kunne udnyttes i sygdomslæren.
Boerhaave, der underviste på universitetet i Leiden fra 1 7 0 1 , indførte som en at de
første klinisk undervisning og relaterede anatomiske forandringer til symptomer og
sygdomsforløb. Mange af de kendteste danske læger på den tid studerede i Leiden og
må have hørt Boerhaave forelæse (Bötticher, Laub, N.B. Winsløw).
Selv om det meste af Boerhaaves embedsperiode lå efter 1 7 1 1 , har således fire al de
læger, der deltog i behandlingen af de pestsyge i København, modtaget medicins
undervisning hos ham.
.
...
I det følgende århundrede brød den rationelle lægekunst for alvor igennem, tidugst i
kirurgien, hvor man i krigskirurgien nåede til en reform især indenfor sårbehandling.
Udviklingen afspejledes tydeligt i København, hvor dygtige lærere som Simon Criiger
(16 8 7 - 1760) og Heinrich Callisen (17 4 0 - 1824 ) fornyede den kirurgiske undervis
ning, som blev hævet fra en håndværksmæssig til en akademisk uddannelse.
Det var sværere for de i mere stivnede ritualer stikkende medicinere at følge med i
den nye udvikling.
_
c
.
c
I patologisk anatomi udviklede Giovanni Morgagni (16 8 2 - 1 7 7 1 ) sine erfarmger fra
en række sektioner til en lærebog, hvor klinisk medicin og patologi forbindes (radua
17 6 1).
, .
j
• x •
t
Svenskeren, Nils Rosen v. Rosenstein (17 0 6 - 73), blev banebrydende i pædiatrien. 1
en lærebog 176 5 udformede han de første moderne teorier vedrørende behandling at
spæde og nyfødte.
.
_ . „ nr. „
Edward Jenner’s (17 4 9 - 18 2 3 ) banebrydende arbejde fra slutningen af 1700-talle
om kokoppeindpodning blev indført i Danmark 18 0 1 a f bl. a. kirurgen Freder
Christian Winsløw ( 17 5 2 - 1 8 1 1 ) , og allerede 1802 oprettedes en vaccinationsanstalt pa
Det kongelige kirurgiske Akademi (Petersen, J. 1896 pp 261-62).
I løbet af 1800-tallet nåede man langt med at relatere sygdomme til enkelte orga-
ner.
,
_ ,
,
Auenbriigger (17 2 2 -18 0 9 ) og Corvisart (17 5 5 - 18 2 1 ) udformede og forklarede per-
kussionsteknikken.
9