14 / 205
EPIDEMITEORIER
Indledning
Mens epidemiske sygdomme har hærget menneskeheden fra tidernes morgen, op
star egentlige epidemier kun i kultursamfund, idet de kræver et vist antal mennesker
for at kunne opstå. Sådanne epidemier har altid lokket eksperter til at fremsætte
teorier for udbredelsen og årsagen til deres opståen.
Oldtid
1 primitive samfund varetages helbredelse og sygdomsforebyggelse ved magi. Syg
domsårsagen soges i det overnaturlige på samme måde som årsagen til en dårlig jagt.
Med bevægelser og kultiske danse sikrer man forbindelsen til naturens kræfter. Som
René Sand (Sand, R. 19 5 2 p. 8) skriver, kendte man magi, før man havde huse og ager
brug. På billederne i hulerne i Trois Fréres i Frankrig ses endnu den ældste afbildning
af et magisk ridt. Manden med masken, kunstigt skæg og hale danser her, som han
siden har danset i alle primitive samfund gennem de ca. 150 0 0 år, der er gået.
Endnu kendes den magiske helbredelse ved gennemførelse a f visse ritualer. I f.eks.
nogle kristne trossamfund praktiseres stadig fælles bøn som helbredelsesmiddel ofte
med meget stærk virkning på patienter og deltagere. Denne helbredelsesmetode, hvor
lægen ikke er strengt nødvendig, kalder Julius Petersen i sin Lægekunstens Historie
(Petersen, J. 1876 pp. 12-34 ) for den theurgiske.
Lægen eller præsten evt. menigheden søger gennem kontakt med guddommen en
retningslinie for behandling af den specielle patient, man har i kur. Der er altså ikke
tale om en generel behandling af visse sygdomme eller visse symptomkomplekser, men
en individuel kur for den enkelte patient (King 19 6 3 p. 14).
Noget skarpt skel, mellem den religiøs-magiske helbredelse og den, der er baseret på
naturvidenskab og erfaring, er der ikke tale om. Enhver kultur og alle, selv de mest pri
mitive medicinmænd, har haft urtemedicin, visse dietetiske metoder og forskellige
kirurgiske instrumenter, som alle er udviklet af en form for erfaring og »videnskabelig»
metode (Sigerist 19 5 1 pp. 9-12).
Samtidig med tempelmedicinen eksisterede lægen som håndværkeren, der arbejdede
blandt folket. Hans viden gik i arv fra far til søn. Ingen nedskrevne beretninger om
denne medicin eksisterede før i det femte århundrede før Kristi fødsel.
Hippokrates
På dette tidspunkt havde man i den græske filosofi en teori om verden sammensat
af fire elementer: luft, ild, jord og vand, f.eks. udformet a f pytagoræerne.
I Kos-skolens teori, personificeret i
Hippokrates
(460-377 f.K r.), blev de tilsvarende
grundbestanddele i en levende organisme til fire elementer. Herudfra var alt dannet
gennem passende blandinger. Svarende til elementerne var fire forskellige egenskaber:
vannt, tørt, koldt og fugtigt. Det menneskelige legeme bestod tilsvarende af fire for
skellige legemsvæsker: blod, gul galde, sort galde og slim. Afhængigt a f hvilke elemen
ter der var fremtrædende, fungerede individet som: sangvinsk, kolerisk, melankolsk
eller flegmatisk.
Når en persons fremtoningspræg var afhængigt a f forholdet mellem de forskellige
elementer, var det klart, at forskydningerne mellem disse måtte have afgørense be
tydning for personens sundhed og hele tilstand. Sygdomme f.eks. opstod ved forskyd
ninger mellem elementerne, og her var igen sygdommens symptomer og sværhedsgrad
afhængig af de enkelte elementers mulige fordeling (King 1963 pp. 30-32).
Galén
Galén
(12 9 -19 9
e.Kr.), der udviklede Hippokrates’ teori videre ca. 500 år senere,
12