16 / 205
teorien nøjere (Salomonsen 1 9 1 0 pp. 8-19).
Foruden de stående febre optræder medløbende sygdomme: scarlatina, pleuritis,
pneumonia, febris rheumatica, erysipilas og angina. Behandlingen a f disse måtte dog
rettes imod den stående feber og altså konstitutionen, men ikke mod den enkelte syg
dom.
Stahl
En anden teoretiker, der fik stor indflydelse ved bearbejdelse a f Hippokrates’ teori
var Georg
Ernst Stahl
(16 6 0 - 17 3 4 ), der var professor medicinae ved universitetet i
Halle 1694 - 1 7 1 6 og 1 7 1 6 - 34 livlæge for kongen a f Prøjsen. Han fik stor indflydelse
på medicinen i Tyskland og Norden (Snorrason 19 7 4 pp. 19 -20 og Petersen J . 189 3
pp. 50-58).
I hans teori blev Sydenham’s constitutio restattet a f en sjæl (anima). Anima var
ansvarlig for den legemlige funktion, og når naturen havde påvirket legemet i skadelig
retning, måtte sjælen selv kæmpe sig tilbage til sundheden. Lægens opgave var at stimu
lere til selvhjælp. I denne teori var al diagnose og nærmere udforskning a f legemets
reaktioner overflødig, ja endog skadelig. Naturens store gåde, som jo i virkeligheden var
skaberen selv, kunne dog ikke fattes a f mennesker. Denne for naturvidenskab fjendt
lige holdning har man senere kaldt
animisme.
Blandt de mere positive træk ved Stahls
lære var hans forkastelse a f de heroiske kure med voldsomme afføringsmidler, lave
menter og venesectio. I stedet anbefalede han få enkelte midler såkaldte polychrest-
arcana, der var enkelt sammensatte præparater indeholdende f.eks. ætanol, pulveriseret
guld eller Egnende. Altså relativt uskadelige og i fremstilling billige stoffer. Denne me
dicin fremstilledes på Halle Universitetets eget apotek og indbragte store summer.
Stoll
Maximillian Stoll
(174 2 -8 7 ), der var kejserlig physicus i Ungarn og senere i Wien,
gik videre a f de veje som Sydenham og Hippokrates havde anvist. Også han mente, at
sygdomme skyldtes en bestemt konstitution på stedet, og at behandlingssvigt måtte
forklares ved skift i konstitutionen. Ligesom Sydenham troede han på stående årlige
febre (Salomonsen 1 9 10 p. 29). Han fandt, at febre a f epidemisk natur ofte skyldtes
lidelser i maven og mente derfor, at de specielt optrådte i konstitutioner a f gastro-
billiøs natur, hvor den sorte galde havde overhånd. Dette skulle senere få indflydelse på
opfattelsen a f kolera.
Frank
Wiener-lægen
Johann Peter Frank
(17 4 5 - 18 2 1 ) videreførte de epidemiske teorier.
Frank var ligesom Stoll og Sydenham tilhænger a f omgivelsernes indflydelse på indi
videt som årsag til sygdomme. Hos ham videreudvikledes teorien blot.
Frank opdagede, at det ikke blot var stedet og vejret, der havde betydning, men
også arbejdsforhold, boligforhold, føde og alder. Hermed var sygdomskonstitutionen
bragt ned på jorden igen. Dens årsager burde søges i fejlernæring, forkerte arbejdsplad
ser eller farlige arbejdsforhold, alderdom, overbefolkede boliger og dårlige renovation.
^ livsværk
»System einer vollständigen medizinischen Polizey»
(Frank 17 7 9 -
18 2 7 og Sigenst 19 56 p. 56) ridsede han strukturerne op for den moderne hygieine og
socialmedicin. Når man som Frank mente at kende årsagerne til sygdommene både de
epidemiske og de konstitutionelle, var det naturligt, at man søgte at fjerne de skadelige
elementer. En aktivt opsøgende kritisk retning var hermed skabt. . Dens tilhængere
kom til at præge medicinen hge til bakteriologiens frembrud omkring 18 9 0 ’eme.
Koleraens
b etydning
Koleraepidemierne i første halvdel a f 1800-taEet fik stor indflydelse
på de epide
14