17 / 205
miske teorier. De hygiejniske forholds indflydelse på sygdommenes rasen syntes at be
vise Franks teorier. Fra dansk side fik ingeniør August Coldings og kemikeren Julius
Thomsens arbejde om koleraens mulige udbredelse i København 18 5 3 stor indflydelse
(Colding & Thomsen 18 54 ).
Disse to forskere mente at kunne vise en større udbredelse af sygdommen i kvarte
rer bygget på gammel natrenovation. Desuden fandt de, at de steder, hvor drikkevan
det indeholdt megen svovlbrinte, var sygdomme særligt hyppige.
Det blev
Max von Pettenkofer
( 1 8 18 - 19 0 1), der kom til at udforme nogle a f denne
epokes epidemiske teorier. Tilhængere af hans retning kaldtes
miasmatikere,
fordi de
arbejdede med et sto f miasma, som var sygdommens egentlige årsag. Dette stof opstod
efter Pettenkofers mening i jorden, hvor det med grundvandet løftedes op til overfla
den, her fordampede det og førtes så med luften rundt til individerne i området. Der
var ikke tale om, at stoffet kunne smitte fra person til person, men mange kunne infi
ceres samtidig på samme sted.
Smitstoffet for kolera opstod ved en særlig kolerafaktor, som Pettenkofer kaldte y.
Den gik i forbindelse med gærede organiske materialer i undergrunden. Herved opstod
stoffet z, der ved påvirkning a f levende opganismer fremkaldte den egentlige kolera
sygdom (Pettenkofer 18 9 3 pp. 2 9 -31).
Efter 18 8 3, da Koch havde fremsat sine teorier om koleravibrionen, anbragte Pet
tenkofer koleravibrionen som stoffet y. løvrigt regnede mange forskere stadig ikke
kolera og de øvrige epidemiske sygdomme som specifikke. Man skelnede f.eks. ikke
skarpt mellem malaria og kolera, det var blot febre, som opstod ved indflydelse af
miasma (Petersen J. 1898 a pp. 49-59 og Petersen J. 189 3 b pp. 9 9 -111) .
Sm itteteori
Mens tilhængere a f stedets indflydelse på individet, som årsag til sygdommenes op
ståen, betragtede sygdommene som noget uspecifikt i modsætning til stedets specifi
citet, opstod samtidig en anden retning af epidemisk teori, der gik ind for sygdommene
som det primære og specifikke, der blot modificeredes a f tid og sted.
Det mest naturlige for et menneske i en farlig situation har altid været at løbe bort.
Dette har da også været praktiseret under epidemier siden oldtiden, ofte med udmærket
resultat for den enkelte, selvom sygdommen ofte derved spredtes til andre egne. Hver
ken Hippokrates eller Galen synes at have anerkendt smitte som en årsag til spredning
af en epidemi. Smitte lader sig kun dårligt indpasse i konstitutionsteorien, mens red
ning ved flugt kan forklares og forsvares. Igennem middelalderen så man talrige ek
sempler på, at folk reddede sig ved flugt og isolerede sig fra .alle med et solidt forråd af
spise- og drikkevarer. Det mest berømte eksempel ses i Boccaccios »Dekameron» fra
Florens (Boccaccio 1966 pp. 12-25).
Gennem middelalderen måtte man på grund a f praktiske erfaringer efterhånden
regne med, at epidemiske sygdomme kunne spredes ved smitte. Det blev åbenbart, at
epidemierne vandrede nogenlunde så hurtigt, som en mand kunne rejse. Store ørkener
og tyndt befolkede områder kunne danne en midlertidig barriere, og rejseknudepunk
ter var ofte arnesteder for smitte.
Biskop Knud
I
det ældste danske skrift om pesten, forfattet af en gejstlig person,
Biskop Knud,
formentlig biskop i Århus omkring 14 50 , anføres (i F. Hallagers oversættelse (Hallager
19 19 pp. 33-36)), at pesten skyldes et smitstof bragt til jorden fra himmelrummet af
astrale kræfter, forstærket a f lokale forhold som stillestående vande, udsondringer fra
mennesker og andre urenheder. Afgørende var imidlertid, at
»sådanne pestsygdomme
er smitsomme, fordi der fra de smittende legemer udstrømmer giftige væsker og dam
pe, som fordærver luften og derfor bør man fly dem, der er smittede».
Biskop Knud
nævnede således ikke noget om, at de syge burde isoleres eller byerne afspærres.
15