12 / 205
Laenec ( 17 8 1 - 1826) opfandt stetoskopet og beskrev det i en afhandling 18 19 . Det
blev siden indført overalt i Europa. O luf L. Bang (17 8 8 - 18 7 7 ), den danske medicins
store mand i midten af 1800-tallet, besøgte 18 2 4 Laenec. Det var på Bangs initiativ, at
Seligmann Meyer Trier (18 0 0 - 63) i 18 3 0 fik introduceret stetoskopet i Danmark.
I samme periode, midten af 1800-tallet, vandt den »numeriske metode» frem. Den
gik i korthed ud på at gore så mange iagttagelser som muligt sammenlignelige ved at an
give nøjagtige antal, enten i absolutte værdier eller i procenter a f en eller anden ud
gangsværdi, som man matte søge at skaffe tilveje ved omfattende studier a f det mate
riale, man ville undersøge. Det var fra dansk side især Carl Emil Fenger ( 1 8 1 4 - 84) og
Carl Johan Henrik Kayser ( 1 8 1 1 - 70), der blev foregangsmænd. (Schmiegelow 1936
pp. 1-22 og Brade 19 7 2 pp. 39-53).
Fra midten a f 18 5 0 ’erne var alle medicinske afhandlinger fyldt med tabeller - en
tilstand, der har holdt sig siden.
Denne interesse for at tælle og registrere alle målelige størrelser fik stor betydning
for epidemiologien.
Variationer i dødeligheden, af især epidemiske sygdomme, kunne nu studeresmed
storre nøjagtighed, når materialerne ikke blot skulle indskrænkes til en enkelt læges
kliniske erfaring. Man begyndte at interessere sig for dødsårsagsstastikker, hvor man
tidligere kun kunne notere sig antallet af døde eller begravede efter indberetninger fra
præster og kirkebetjente.
Sandsynlighedsberegningerne var endnu meget primitive, man indskrænkede sig til
at sammenligne procenter.
I 1900-tallet kom teknologiens gennembrud i medicinen.
Med klinisk kemi og røntgen-teknik kunne en voksende viden om fysiologi og bio
kemi udnyttes. Sygdomsteorien blev mere og mere organrettet. De enkelte organer
blev undersøgt og behandlet hver for sig under kontrol a f fysiske og biokemiske be
regninger foretaget a f eksperter. Denne tekniske trium f var ledsaget a f en begejstring
for videnskabelig forskning.
I videnskabsteorien blev den retning, som nu kaldes for den videnskabelige metode,
sejrende. Den går ud på, at en videnskabelig undersøgelse kun kan anerkendes, hvis der
er fulgt en bestemt metode - i medicinen et kontrolleret klinisk forsøg - og kun hvis
resultaterne tåler gentagelse, betragtes forsøget som regelret udført.
Til at vurdere måleresultaterne udvikledes efterhånden en serie ofte meget kompli
cerede statistiske beregninger. Dette nødvendiggjorde kliniske forsøg med patienter i
en størrelsesorden, der ikke hidtil var set. Samtidig var det nødvendigt nøjagtigt at
kunne definere de enkelte sygdomme for at kunne sammenligne forsøgsresultater.
I sygdomsteorien kom nu til at indgå en diagnose-kode, hvor de enkelte sygdomme
defineredes ud fra visse symptomer og måleresultater. Denne videnskab dyrkede de
nøgne facts. Man søgte at skære alle udenomsvurderinger af. Herved lykkedes det at
få effektiviseret den kliniske medicin på en række områder. Metoden var velegnet til at
skelne mellem f.eks. to behandlingsmuligheder, forekomsten af bestemte symptomer
eller sygdomme i en befolkning eller værdien a f bestemte prøver i diagnostisk øjemed.
Efter den voldsomme begejstring for teknikken og behandlingsresultaterne kom der
i 19 7 0 ’erne en reaktion.
Kritikerne af den videnskabelige metode, også kaldet den rationelle medicin, hævde
de, at videnskab ikke kan betragtes som en selvstændig faktor, der i sig selv alene ret
færdiggør sin udøvelse.
Videnskaben må for disse kritikere ses i sammenhæng med andre forhold. Med den
rationelle medicin stykkes undersøgelserne op i enkeltfaktorer, der ikke lader sig se
under et. Tværtimod går selve metoden ud på at se bort fra helheden og koncentrere
sig om en enkelt faktor a f gangen.
Kritikerne hævder, at der findes mere end en måde at dyrke videnskab på. En
videnskabelig metode må afpasses efter det emne, der skal studeres.
I stedet for den rationelle medicin er der nu ved at udvikles en ny retning, den kri
tiske medicin.
Målet for denne retning, der er inspireret a f marxismen, er en videnskab, der ser syg-
10