18 / 205
Karantæne
Først op mod 1400-tallet indførtes egentlig karantæne som beskyttelse for en ikke
smittet by. Bedst kendt er Venedig, der 14 0 3 købte klosterøen Santa Maria di Naza-
ret beliggende i Adriaterhavet ud for indsejlingen til byen. Klosteret havde længe været
herberg for syge pilgrimme, men indrettedes nu som karantænestation for rejsende fra
pestbefængte områder og senere også for smittede fra Venedig selv, da man alligevel
ikke undgik sygdommen (Oberg 1968 pp. 15 -16 ).
Selve navnet på klosteret Nazareth blev efterhånden betegnelsen for et pestlazaret
og senere forvansket til ordet lazaret. Det endte med at blive betegnelsen for et hos
pital (Nyrop 19 20 pp. 369-80 og Oberg 1962 pp. 218 -24 ).
Den venitianske institution blev et forbillede for senere tiders karantænevæsen. Det
karakteristiske for denne institution skal have været ubøjelig fasthed og meget rigori
stiske regler bl.a. de 40 dages indespærring = karantæne stammende fra ordet quarante.
Antallet 40 kendes fra både Biblen og Babylon (Gerlitt 19 3 5 pp. 807-26). Først
kendskabet til moderne inkubationstidsbestemmelser ændrede forholdet, selvom man
undertiden slækkede på kravene i tidens løb. (Ziegler 1969 pp. 2 09 -31).
Fracastoro
Den italienske læge og epidemiolog fra Padua
Girolamo Fracastoro
(14 8 3 - 15 5 3 )
udgav 1546
»De Contagione et Contagiosis morbis eorumque curasione»
(Singer &
Singer 19 1 7 pp. 1-34). Heri gik Fracastoro ind for en smitteteori, idet han forestillede
sig sygdomskim med evne til formering, som kunne føre smitte fra person til person
ved direkte kontakt, ved inficerede genstande og endelig frit gennem luften. Selve smit-
stoffet var til en vis grad levende. I spørgsmålet om dets fremkomst og smitteevne støt
tede Fracastoro sig dog stadig til Galén: ændringer i atmosfæren, årets gang klima etc
(Castiglioni 19 4 7 p. 455).
Frem gennem renæssancen til det 19 . århundrede spillede de forskellige epidemiske
teorier en underordnet rolle for selve sygdomsbekæmpelsen. Epidemierne blev be
kæmpet med isolation og karantæne, som man altid havde gjort det. Smittede byer
blev afspærret, og landene søgte at hindre handel med suspekte byer og havne. I
praksis hyldede man altså den kontagionistiske linie og var overbevist om muligheden
for smitte, men man betragtede epidemierne som et uundgåeligt onde.
Malthus
Særlig betydning i denne forbindelse fik
R.T. Malthus (1766 - 1834),
der i sit skrift
»An Essay on the Principles o f Population as it Affects the Future Improvement of
Society»
fra 179 8 , nærmest regnede epidemierne som naturkatastrofer. Malthus’ teori
handlede om forholdet mellem befolkning og levnedsmiddelproduktion. Han mente, at
mens den første steg efter en skala 1, 2 ,4 , 8, 16 , voksede levnedsmiddelproduktionen
kun efter forholdet 1 , 2 , 3 o.s.v. Når grænsen for eksistens var nået, skete katastrofer
ne: hungersnød, krige og epidemier, som reducerede befolkningen, indtil eksistensmini
mum passeredes (Malthus 1926).
I Løbet a f 1800-tallet fik koleraepidemierne, som nævnt, sat nye tanker iganghos
læger og forskere.
De forgæves afspærringer og karantæner syntes at modbevise sygdommens spred
ning ved smitte. Tilsyneladense opstod sygdommen a f sig selv.
Snow
Enkelte læger holdt dog stadig på smittegenesen.
I
England fremsatte lægen
John
Snow
( 1 8 1 3 - 58), der blev kendt som en a f anæstesienspionerer, allerede i 1849 den
formodning, at kolera kunne spredes med drikkevand og syges ekskreter (Snow 18 5 5
Howard-Jones 19 75 p. 17 og Gotfredsen 19 58 pp. 4 6 4 8 ).
16