22 / 205
LÆGERNE
DERES ANSVAR, FORPLIGTELSER OG UDDANNELSE
Middelalder
Lærdommen gik i middelalderen ind bag kirkens beskyttende mure. Lærde poly
historer i klostre og kirker samlede oldtidens viden i latinske oversættelser a f de græske
originaler.
Også den medicinske viden blev bevaret på denne måde. Mange gejstlige udviklede
sig til læger. Kirken drev de fleste eksisterende hospitaler og stiftelser. Som beskrevet
a f Hammond (Hammond 19 58 pp. 105-20) opstod efterhånden et modsætningsfor
hold mellem lægen og kirken. Lægen blev let fristet a f favorable tilbud fra fyrster og
stormænd. Denne chance for gevinst stemte dårligt med hans munkeløfte om liv i evig
fattigdom. Endvidere kunne en patients uheldige død foranledige sagsanlæg mod
kirken. Endelig var der, som måske det vigtigste, en teologisk modsætning mellem den
rationalistiske hippokratiske medicin og den middelalderlige kristne idealistiske kirke.
På den anden side kunne man heller ikke afvise den eksisterende viden, det var jo en
kristen pligt at hjælpe syge og nødlidende.
I 1200-tallet ophørte præster og munke efterhånden med at drive lægegerning. Det
te var til dels en følge a f kirkens modstand. Fjerde Lateran Concilium 1 2 1 5 forbød
direkte præster, diakoner og underdiakoner at drive kirurgisk praksis og at undervise
heri, som en videreførelse a f et forbud nogle år tidligere mod, at munke påtog sig
kirurggerning.
I løbet a f 1300-tallet bevirkede de fremvoksende universiteter med tilbud om en
mere specialiseret undervisning i medicin, anatomi o.s.v., at også medicinen gik helt
over til verdslige læger.
Fomden de oftest selvlærde gejstlige teoretiske læger arbejdede middelalderen igen
nem mesteruddannede bartskærere med den kirurgiske lægegerning: behandling a f sår
og andre skader, efterhånden også åreladning og behandling a f veneriske patienter.
Under epidemier påtog disse sig også arbejdet som pestmestre.
Folkesygdomme
Middelalderen igennem spredtes de store folkesygdomme over Europa. Den første
sygdom var lepra (spedalskhed). Den havde været kendt, bl.a. i Palæstina, helt fra bi
belsk tid. I 500-tallet begyndte denne sygdom at spredes for i 1100 -tallet at tage et
vældigt opsving muligvis på grund a f korstogene eller måske på grund a f den øgede
samfærdsel i det hele taget i denne periode (Henschen 19 6 5 p. 1 1 1 ) .
Samfundet beskyttede sig ved isolation a f de syge, og de spedalske måtte ofte fmde
sig i at blive samlet på St. Jørgensgårdene udenfor byerne. Her levede de spedalske
deres eget liv som en lille delvis selvforsynende koloni (Goldhahn 19 40 pp. 8-20).
Efterhånden opstod en særlig retningslinie de fleste steder for, hvordan disse men
nesker skulle behandles. De blev udstødt a f samfundet, måtte aflevere deres jordiske
gods og ikke blande sig med sognebørnene i kirkerne. Forinden disse alvorlige foran
staltninger sattes ind, måtte de syge undersøges a f flere læger, som var edeligt forplig
tet til at bygge deres afgørelse på flere tegn og stille den rette diagnose uden hensyn til
de syges rang (Gotfredsen 19 7 3 pp. 14 8 4 9 ). Man tvang dog ikke straks de syge til at
tage ophold på St. Jørgensgårdene. I Københavns stadsret fra 12 9 4 , givet a f biskop
Kragh (død 1300 ), siges det, at ingen spedalsk må indlægges mod sin vilje, så længe
han afholder sig fra samkvem med andre mennesker (Københavns Diplomentarium I
v
59 og Nielsen 18 8 1
III
p. 5 1).
I
Christoffer af Bayerens stadsret fra 14 4 3 hedder det dog:
»Hvo som i Staden bliver
syg af Spedalskhed, han skal nødes til at begive sig ud i St. Jørgens Hus inden den Tid,
som han af Fogden, Borgmesteren og Raadet bliver forelagt. Gjør han det ikke, da maa
de føre ham og hans Gods did på egen Kost og Tæring»
(Mansa 18 7 3
p.
110 ) .
En anden folkesygdom som tidligt foranledigede særlige bestemmelser var syfilis,
2 0