28 / 205
rurger og medicinere, mens ledelsen a f kirurgien fortsat skulle blive hos generaldirektø
ren altså Criiger. Nogen egentlig samlet medicinalstyrelse i moderne forstand var der
altså ikke tale om. Collegium Medicum skulle blot være et samarbejdsorgan for landets
medicinalvæsen. Medlemmer a f Collegium Medicum skulle ifølge forslaget være: kong
ens livmedicus, de medicinske professores og stadsphysicus samt generaldirektøren for
kirurgien, hof- og livkimrgerne og to a f de mest erfarne apotekere.
Norrie mener, at det var hensigten med Collegium Medicum, at medicinere og kirur
ger skulle være ligestillede, men i den forordning, der udsendtes 174 0 , kom der til at
stå, at medicinerne skulle være medlemmer, mens kirurgerne og apotekerne blot acces-
sores (Norrie I 19 3 1-3 2 p .72). Collegium Medicum kom til at danne et forsvar for den
medicinske gren a f medicinalvæsenet imod Criiger og kirurgien.
Det Kongelige kirurgiske Akademi 1785
Opsplitningen a f medicinalvæsenet i to grene blev endelig understreget 17 8 5 gen
nem oprettelsen af
Det kongelige kiurugiske Akademi.
Kirurgien var herefter blevet fuldstændig Ugestillet med medicinen. Lærne på Det
kirurgiske Akademi var professorer ligesom lærne på universitetet. Faktisk blev kirur
gerne bedre stillet end medicinerne, idet eksamen fra Det kirurgiske Akademi, som og
så indbefattede en prøve i medicin, gav ret til både medicinsk og kirurgisk praksis,
mens doktorgraden taget ved universitetet kun gav adgang til medicinsk praksis (Norrie
19 2 3).
Forordningen af 1782
Den i denne periode vigtigste medicinalbestemmelse var
forordningen af 17. april
1782
(Petersen C.P.N. 18 3 3
I
pp. 17 7 -8 1).
Denne forordning handler om forebyggelsen a f smitsomme sygdomme. Den tager i-
sær sigte på forholdene på landet, men fik almen betydning. Det karakteristiske ved
den er, at den nøje fastlægger,hvem der skal iværksætte forholdsregler mod smitte. Det
hedder:
»Naar nogen blandt Almuen paa Landet bliver
syg,
enten af Blodgang, Sprink
ler eller nogen anden farlig Sygdom, som udbreder sig blandt Husets Folk og saaledes
erfares at være smitsom, skal den Bonde, i hvis Hus Sygdommen saaledes haver ytret
sig, eller i hans Forfald hans Folk eller nærmeste Naboer, straks anmelde det til Sogne
præsten, som derefter næst at formaa Husets Folk til den omhyggeligste og forsigtig
ste Forholdsmaade ufortøvet beretter det til den syges Husbonde».
Her var sogne
præsten altså det første led. Ved husbond forstod man på landet oftest herremanden.
Ham påhvilede det derefter at foretage anmeldelse til land-physicus eller, såfremt
nogen sådan ikke fandtes, til distriktskirurgen, der videre skulle dels iværksætte de
første foranstaltninger til sygdommens begrænsning, dels behandle de syge, og endelig
som vigtigste punkt gøre indberetning til Collegium Medicum i København. Lægehjælp
og medicin bekostedes a f patienten eller, såfremt han ikke havde råd, a f hans husbond
eller a f anden vedkommende. Ubemidlede skulle altså have gratis behandling. Der var
nøje regler for, hvordan kirurgen kunne afspærre enten hele huset eller større områder
(det sidste dog først efter forhandling med Danske Kancelli).
Desuden anvistes det, hvordan de a f smitsomme sygdomme døde skulle begraves
inden 48 timer, fire alen underjorden. Ligfølge kunne ikke tillades. Denne bestemmel
se henfører sig til et særligt problem, nemlig begravelserne i de danske sognekirker. I
København var disse begravelser et virkeligt problem. Dels frygtede man, at de døde
kunne smitte, dels udsendte ligene under kirkegulvet og i krypterne en vældig stank.
Som påvist a f Snorrason har professor medicinae C.G. Kratzenstein ( 17 2 3 - 95) 176 5
beskæftiget sig med dette problem og arbejdet for, at alle døde blev begravet på kirke
gårde uden for byen, og 180 5 blev begravelser i kirker forbudt over hele landet (Snor
rason 19 7 4 p. 130 ).
26