31 / 205
Den første opgave kommissionen tog fat på var loven om medicinalvæsenets central
styrelse. Det var nødvendigt at finde en afløser for det afdøde Sundhedskollegium. Den
nye institution, som fik navnet
Sundhedsstyrelsen,
blev oprettet ved lov af 3. april
1909 (Norrie 19 3 1 p. 239). Opbygningen var langt enklere end i den gamle ledelse: en
formand med to råd under sig, et lægeråd og et apotekerråd, hver med sin næstfor
mand. Sagerne behøvede ikke længere at cirkulere, men kunne afgøres af formanden
med det ene af rådene evt. med bistand af konsulenter. Som noget nyt var Sundheds
styrelsen sikret direkte mundtlig forhandlingsret med ministerier og regeringsudvalg.
Alle sager sundhedsområdet vedkommende skulle forelægges den nye styrelse, ganske
vist efter ministerens skøn og til hans suveræne afgørelse.
Lægerådet skulle bestå a f en tandlæge og en praktiserende læge samt det nødven
dige antal konsulenter antaget af Indenrigsministeriet efter indstilling fra Sundhedssty
relsen. Apotekerrådet bestod a f en apoteker, en farmaceut der ikke drev apotek, en læ
rer ved Farmaceutisk Læreanstalt og de nødvendige konsulenter. De to næstformænd
var udnævnt for seks år ad gangen. Kun formanden var tjenestemand.
I § 6 stod, noget svævende, at: »alle Læger, Tandlæger, Jordemødre, Sygeplejersker,
Massøser og lignende samt alle Apotekere samt deres Medhjælpere staa under Sund
hedsstyrelsen», uden at det nærmere præciseredes, hvad der skulle forstås herved.
Lokalt kunne Sundhedsstyrelsen gribe ind i sager a f sundhedsmæssig karakter gen
nem forhandlinger med embedslægerne. Efter tilladelse fra justitsministeren kunne
Sundhedsstyrelsen endvidere indklade til møde med kommunale repræsentanter og
embedslægerne,
»dog at de tilkaldtes antal ikke overstiger 20».
- Man var ikke interes
seret i en alt for stærk og indblandende Sundhedsstyrelse. Rigsdagen var lige kommet
ud af den langvarige konflikt om folketingsparlamentarismen, og en ny konflikt skulle
forebygges fra starten.
Retslægerådet
En nyskabelse var
Retslægerådet,
der skulle være helt uafhængigt af den nye Sund
hedsstyrelse. Dermed skiltes den administrerende og den kontrollerende myndighed fra
hinanden. Retslægerådet kom til at bestå a f tre for ti år udpegede medlemmer med
særlig indsigt i retsmedicin, psykiatri og fødselsvidenskab. Desuden udpegedes a f rådet
selv en kreds af sagkyndige, som i visse tilfælde skulle erstatte en a f de tre i rådet, eller
i ganske særlige sager indtræde som et fjerde medlem. Den første formand for Sund
hedsstyrelsen blev N .R . Muus (18 66 - 1947), der havde været leder a f det provisoriske
lægeråd, der ekspederede de løbende medicinalsager i perioden 1907 - 09 efter Sund
hedskollegiets arbejdsnedlæggelse.
Heller ikke i den nye institution undgik man i den første tid skærmydsler. Efter en
strid med bl.a. Sundhedskollegiets gamle formand H.E. Hoff (18 44 - 1929), måtte
Muus gå af, og H o ff blev hans efterfølger i 1 9 1 1 .
Han afløstes 19 18 a f stads-physicus i København dr. med G. Try de (1860 - 19 5 1).
I Sundhedsstyrelsens første periode søgte man blot at administrere efter de nye
love. Den store medicinalkommission, som jo stadig fungerede, tiltrak sig alles op
mærksomhed. Man havde nok at gøre med at følge det store reformarbejde, der udgik
herfra. Gamle Gordon Norrie arbejdede 18 år som næstformand i Sundhedsstyrelsens
lægeråd. 19 27 var han blevet 72 år, da hans tredie periode udløb. Selv mente han nok,
at han kunne holde en seksårig periode til, men nu ønskede regeringen forandringer, og
Johs. Frandsen
( 18 9 1 - 1968), som havde vist interesse for sundhedsvæsenet og en ar
række virket i Invalideforsikringsretten, blev opfordret til at søge stillingen, idet man
stillede ham i udsigt, at han kunne regne med at overtage formandsposten efter Tryde,
der var syg. Frandsen skriver selv, at det især var sundhedsministeren i Madsen-Mygdals
Venstreregering, overlæge dr. med. Victor Rubow, der stærkt gik ind for Frandsen.
Tryde selv havde ikke fået nogen besked om Frandsen og var måske mindre venlig
stemt, hvad man jo hverken kunne bebrejde ham eller Frandsen. Allerede i 19 2
un
Sundhedsstyrelsen
1909
29