37 / 205
Norne kaldtes det også for Den vesterske Bod i Helligåndshuset, fordi det nemlig var
den vestligste bygning a f Store Helligåndshusets mange bygninger (Norrie 19 1 0 p. 59).
Efter 1606 begyndte man at optage pestsyge i Lille Helligåndshus, idet St. Jørgens
Hospital jo nu var holdt op med at fungere som epidemihospital. Hittebømspligten op
hørte, og stiftelsen fik navnet
Pesthuset.
Placeringen indenfor byens volde var uheldig.
I medicinalforordningen a f 16 7 1 var det bestemt, at pesthuse skulle opføres udenfor
byerne. I København rykkede man allerede 16 3 2 ud til en grund beliggende, hvor nu
værende Nørregade munder ud i Nørrevoldgade. Her opførtes et hus, som foruden
pestsyge efterhånden kom til at rumme kronisk syge og sindssyge. Til Pesthuset skul
le ifølge kongebrev a f 4. maj 16 4 5 sendes
»alle blinde, halte og krøblinger, som findes
at ligge på alfarvej og betle».
Christian
IV
ville selv bekoste dem underholdt med pest
huspengene.
Villads Christensen har fundet denne oprindelse til de årlige indbetalinger, som på
hvilede de sjællandske kirker og først ophørte 19 1 5 , hvor beløbet var svundet ind til
ca. 40 kroner årligt, og man helt havde glemt den oprindelige årsag til betalingerne
(Christensen, V. 19 15 -16 ) . Formentlig indkvarterede man i denne stiftelse dels de mest
elendige a f Københavns tiggere, dels de mest urolige og vanskelige a f de sindssyge.
Ligesom Vartov blev også Pesthuset ødelagt 16 58 i forbindelse med belejringen af
København. Lemmerne blev indkvarteret i Børnehuset sammen med Vartovs lemmer.
Først 1665 opførte man et nyt pesthus denne gang beliggende ved Kalveboderne. Ste
det, der senere blev kaldt
Belvedere,
lå så nær strandkanten, at man i mange
år
havde
en badeanstalt a f dette navn (Norrie 19 1 0 p. 59 og Kromann 1966 pp. 153-77).
180 7 blev bygningen delvis nedbrudt a f englænderne, men atter opbygget for nu at
være dansesalon og selskabslokaler. Først 189 7 blev det gamle hus endelig nedbrudt
for at give plads for en beboelseskarré, der nu ligger mellem gaderne Sankelmarksgade
og Flensborggade. 1665 optog man i denne stiftelse sindssyge, patienter med smitsom
me sygdomme og fattige med ulægelige eller »væmmelige» sygdomme. Endnu 17 6 5 var
der 30 dårekister her (Gad 1866 p. 4).
1768 flyttede stiftelsen over i
Ladegården,
der dette år var købt a f hæren. Fra om
kring 1788 begyndte der at rejse sig kritik imod forholdene på Ladegården. N.D. Rie-
gels (17 5 5 - 180 2), der var kendt som en skarp debatør og kritisk indstillet mod K ø
benhavns Magistrat, forfattede et indlæg i »Københavns Skilderie» september-oktober
1788. Carøe har gengivet en del a f artiklen (Carøe 19 2 0 pp. 447-86). I et svulmende
sprog skildrer Riegels de fattige, syge og sindsforvirrede menneskers nød i Pesthuset.
»Om de Bindegale nedstig med mig oh Sanseløse i de Gales underjordiske Boliger hvor
mefitisk Lu ft, trang Gang og ulykkelige Skrig ganske betager dig. Lad Døren for Daare-
kisten aabne sig, og du studser straks over en nøgen Medbroder, en Vildmand. Han kan
æde for 2 Mark om Dagen, hvorfor skal han da sættes på 4 Skilling og opædes a f U-
tøj?».
Forholdene var så slemme, at man 180 2 havde planlagt at opføre en ny bygning på
stedet, men da englænderne 18 0 7 ødelagde Ladegården, måtte man flytte patienterne
til Duntzfeldts Gård på Almindelig Hospital. Senere flyttede man lemmerne til et helt
nyt hospital beliggende på Bistrupgårds gods. Bistrupgård var 16 6 1 skænket Køben
havns Magistrat a f Frederik III. Man havde 18 0 1 under en øjeblikkelig pengemangel
solgt bygningen for 35.000 rigsdaler og måtte derfor nu 1808 købe den tilbage for tre
gange salgsprisen nemlig 100.000 rigsdaler. Indtil 18 6 1 var stiftelsen herude delt i to,
nemlig en lemmestiftelse og en sindssygeanstalt. Dette år flyttedes lemmestiftelsen til
bage til København, hvor den indgik i Almindelig Hospital, mens Bistrupgård fortsatte
som sindssygeanstalt for Københavns Kommune (Kissmeyer 19 3 5 og Christensen, V.
19 13 pp. 15 -16 ).
St. Annæ Hospital
Den tredie a f de gamle stiftelser er
St. Annæ Hospital.
Dette hospital var stiftet a f
en velhavende borger ved navn Claus Jensen Denne. Han havde været tre år i fængsel
på kong Hans’ tid og under fængselsopholdet givet det løfte, at hvis
han nogensinde
35