34 / 205
KØBENHAVNSKE HOSPITALER OG STIFTELSER
Indledning
Hospitalets historie er lang. 1 Thompson & Goldin’s bog om hospitalets kulturelle
og arkitektoniske historie (Thompson & Goldin 19 7 5 ) følges linien fra de græske
asklepion-templer og de romerske militær-lazaretter frem til det 20. århundredes funk
tionalistiske hospitaler.
Mens græske hospitaler var templer, hvor de syge ved præsters hjælp kom i forbin
delse med en guddom, der viste dem den rette kur, var de romerske feltlazaretter hel
bredelsesinstitutioner for en gruppe mennesker, midlertidigt uden hjem, og som var for
kostbare til at lade dø på gaden. Begge disse synspunkter kom til at spille en rolle for
udviklingen a f den vestlige verdens hospitalsvæsen.
Der er to oprindelser til hospitalsvæsenet, som ikke klart kan holdes ude fra hinan
den, dels mere eller mindre privat velgørenhed, dels kristne stiftelser, som regel klostre
med en munke- eller nonneorden.
Det første hospital i den kristne verden blev stiftet a f Fabiola, som levede i det 3.
århundrede i Rom . Hun samlede syge, hittebørn og kroniske invalider op mndt om
kring i byen og anbragte dem på sit hospital. Det første hospital var således a f den vel
gørende type. I det 4. århundrede overtog kirken forsorgen for syge og fattige. I de så
kaldte basilika betjentes disse a f gejstlige.
I
600-tallet stiftede kejser Comninus
II
sit Pantecrator kloster i Byzans. Denne stif
telse havde både en kirurgisk afdeling, en afdeling for akutte syge og en afdeling'spe-
cielt for kvinder. Den arbejdede med to hold læger, der skiftedes en gang om måneden.
Endvidere var der en stor stab af præster, køkkenpersonale og kvindelige doktorer til
kvindesygdomme. På dette hospital arbejdedes uafbrudt, indtil Byzans blev eurobret
a f tyrkerne i 14 5 3 , hvor det blev ødelagt (Sand, R. 19 5 2 p. 70).
Egentlige klosterhospitaler startede først 12 5 9 , hvor St. Benedict a f Nurcia stiftede
sit kloster og indstiftede Benedictinerordenen. Denne orden oprettede en lang række
stiftelser langs Vesteuropas landeveje. Nogle lå lige udenfor byportene, andre i øde
egne. I den første tid tog benedictineme sig især a f fattige pilgrimme, som fik kost og
natlogi på deres herberger, men efterhånden udstraktes virksomheden også til sygeple
je, først bare for vejfarende senere for alle udbemidlede (hospitzer). Blandt munke og
nonner udvalgtes særligt kyndige i sygepleje, og mange klostre havde tidligt faste syge
stuer med specielt uddannet personale. I England går hospitalernes historie tilbage til
1900-tallet (Clay 1909 pp. 1-4).
Middelalderhospitalerne var bygget efter basilikaens målestok.
De havde store sygestuer med vældige katedralhøje rum. For enden a f sygestuen
stod alteret. Kirken kom herved til at indgå som en naturlig del a f sygestuen. Sengene
ordnedes langs væggene og var af hensyn til temperaturen alkovesenge ofte beregnet til
to eller flere. Alt i alt var disse hospitaler af høj standard, især når man tænker på de
senere århundreders fattighuse (Thompson & Goldin 19 75
p.
15).
Københavns klostre
I Danmark var de første missionærer benedictinermunke, således Ansgar, der bragte
kristendommen til landet i 900-tallet.
De ældste klostre oprettedes i de følgende århundreder. I København var det før
ste kloster et franciskanerkloster, Gråbrødreklostret, stiftet 12 3 8 , hvis bygninger på
Gråbrødre Torv senere kom til at indgå i Tugthuset. Det var dog navnlig Helligånds
ordenen, hospitalsbrødrene, der satte ind på sygeplejen i København.
Helligåndshuset blev stiftet 14 74 og drevet a f brødrene til reformationen. Det blev
siden overtaget a f byen 15 3 0 .
Den anden hospitalsmunkeorden, johanitterne, kom ikke til København, selv om de
havde fem klostre i provinsen. Det tredie københavnske kloster var
St. Clara Nonne
32