30 / 205
imidlertid for stor. Den overordnede sundhedskommission måtte gøre plads for Læge
foreningen til Koleraens Bekæmpelse.
Nogle år efter 18 5 3 udgav Sofus Engelsted (18 2 3 - 1 9 1 4 ) en bog »Om Københavns
Epidemivæsen» (Engelsted 1890 p. 58), her kommer han ind på epidemien 18 5 3 . Som
konklusion skriver han, at epidemilovene må bestyres a f en myndighed, ikke a f hospi
talsvæsenet, d.v.s. magistraten, som ikke vil kunne se bort fra sine egne private interes
ser (benytte epidemihospitaler til at aflaste de kommunale hospitaler). Denne myndig
hed skal have mulighed for at rådspørge både stadslægen og alle de kommunale over
læger, men ikke have pligt hertil. Engelsted mente formentlig, at Sundhedskollegiet
skulle kontrollere sundheden også i København. Derfor bør de lavere instanser ikke få
for stor magt. I Sundhedskollegiets bedste periode skete en afgørende reform indenfor
lægeuddannelsen i Danmark. Det var i 18 3 0 ’eme blevet almindeligt, at lægerne tog
både den medicinske og den kirurgiske eksamen, og fra 18 3 4 var det en betingelse for
ret til at praktisere i København, at man havde dem begge.
18 4 1 blev det besluttet at forene de to uddannelser under Københavns Universitet i
Det lægevidenskabelige Fakultet. Det nye fakultet skulle forene den gode praktiske ud
dannelse på Det kongelige kirurgiske Akademi med universitetets omfattende teore
tiske undervisning (Norrie 19 39 III pp. 15 1-5 8 ). Den nye uddannelse har utvivlsomt
været en forudsætning for de gode resultater, der gennemførtes i midten a f 1800-tal-
let: udbygning a f hospitalsvæsenet, effektivisering af embedslægevæsenet og oprettel
sen a f det statistiske kontor med dødsårsagsstatistikken.
Sundhedskollegiets sidste år var rystet af stridigheder. Man stødte sammen med re
geringsmagten personificeret ved den mægtige justitsminister P.A . Alberti ( 18 5 1 -
19 32). Som tidligere nævnt, var der ikke i lovene nedfældet noget om, at regeringen
havde pligt til at høre Sundhedskollegiet i medicinalsager. Men gennem årene var det
blevet kutyme, at regeringen altid bad Sundhedskollegiet om råd, og at man i praksis
altid fulgte dets indstillinger. Norrie og Faber (18 6 2 - 19 56 ) har beskrevet denne strid
i deres erindringsboger (Norrie 19 3 1 pp. 2 2 4 4 5 0 og Faber 19 39 pp. 30-38).
I en lang række sager (fra 190 7 ikke mindre end 45) gik Alberti udenom Sundheds
kollegiet. Undertiden undlod han helt at spørge det bl.a. ved besættelse a f landapoteks
poster, som han i stor stil gav til ueksaminerede, mens der fra sundhedskollegiets side
var gjort et stort arbejde på at opretholde apotekervæsenet på de eksaminerede farma
ceuters hånd. Til sidst nedlagde Sundhedskollegiet arbejdet den 30. marts 19 0 7. En tid
så det ud til at regeringen ville fortsætte Sundhedskollegiets arbejde medministerial-
embedsmænd. Imidlertid fik man en mellemordning, idet nogle få sagkyndige læger
ordnede det løbende arbejde.
Medicinalkommissionen 1908.
13 . marts 1908 nedsattes en medicinalkommission på 24 medlemmer: 12 rigsdags-
mænd og 12 sagkyndige læger. Professoren i medicin, overmedicus ved Frederiks
Hospital,
Knud Faber,
blev dens formand. Det var en talstærk komité, der her var
nedsat. Den fungerede dog ret hurtigt og effektivt. Faber fortæller, at Venstrerform-
parti fungerede som en særlig fraktion i kommissionen. Uden denne gruppes medvir
ken kunne ingen forslag fremlægges for regeringen. løvrigt var det Klaus Berntsen
Venstre og Harald Jensen Socialdemokratiet, der førte ordet mest ved forhandlingerne.
I 1908 blev Klaus Berntsen afløst a f en partifælle, da han dette år blev indenrigs
minister efter Alberti.
Kommissionen fungerede Uge til 1 9 2 1 , og havde da den blev opløst holdt 344
møder og udarbejdet et utal a f erklæringer deriblandt 13 lovforslag.
Man stræbte efter altid at afgive enstemmige indstillinger, og det lykkedes da også
næsten altid for Faber at gennemføre dette. Undertiden måtte socialdemokraterne tage
forbehold, men de afgav ikke særforslag og blev rost for samarbejdsvillighed (Faber
19 39 p. 56).
28