26 / 205
denne behandledes med smørekure. Som den yngste og sidst nedsatte mester skulle
han gøre jagt på fuskere og bønhase (Altså folk der uberettiget drev praksis). Desuden
var han forpligtet til at fungere som pestmester, såfremt pesten skulle bryde ud i byen.
Over døren til sit hus kunne han hænge sit barberskilt, bækkenet, og stangen med
snoren, som allerede fra middelalderen var bartskærerlaugets kendetegn (Matthiessen
19 19 -20 ).
Andre »læger».
Fomden disse to vigtigste grupper aflæ ger fandtes endnu en række autoriserede og
uautoriserede personer, der beskæftigede sig med at tage syge i kur.
Baderne udgjorde en gruppe autoriserede sygeplejere. De arbejdede i byernes bad
stuer. Det er tidligere nævnt, at de fleste badstuer blev lukket i løbet a f 1500-tallet på
grund a f syfilis-risikoen.
16 9 1 var der kun tre badere i København. Den ene, Valentin Løwe, skal have haft
sin badstue i Niels Hemmingsensgade lige over for Helliggejsthuset. Denne bader døde
af pest 1 7 1 1 . Også den anden bader, Johan Pfeiffert, døde a f pesten 1 7 1 1 sammen
med sin kone, datter a f Valentin Løwe. Den tredie, Peder Engel, var allerede død 17 1 0 .
Hans efterfølger, Johan Henrik Bechmann, var blandt de badere, der senere fik kirur
gisk bevilling (Carøe 19 17 / 18 ) .
Baderne havde i forbindelse med badstueprivilegiet ret til at barbere og klippe, des
uden til at foretage åreladning, kopsætning og behandling a f ældre sår på deres badstu
er. Det var naturligvis fristende at fortsætte med egentlig kirurgisk praksis i samme for
bindelse. Flere badere søgte da også om autorisation som kirurger. Bartskærerne an
lagde ofte sag mod baderne for fuskeri. Der er ingen tvivl om, at talrige badere har
drevet egentlig kirurgisk praksis.
Mange a f 16- og 1700-tallets læger var landefarere, d.v.s. folk der vandrede rundt fra
marked til marked, fra by til by for at behandle forskellige sygdomme. Nogle a f dem
var autoriserede specialister som f.eks. stensniderne, der med patienten i stensnitleje
og en skarp kniv fjernede blæresten gennem perineum (Wangenstein og Wangenstein
1969 p. 9 3 1 og Østergaard 19 76 pp. 18 -19 ).
Andre var øjenlæger. Nogle opererede for grå stær (cataract) enten ved gennem et
tryk a f luxere linsen nedad og bagud eller gennem et lille hul i cornea at eksprimere
linsen for derved at gøre synsfeltet frit (Lundsgaard 19 1 3 pp. 6 1-6 3).
De øvrige landefarere var for det meste uautoriserede medicinhandlere og plastsæt
tere. Dem træffer vi helt op til 1900-tallet. De er herligt beskrevet i Kaptajn Marryats
bog: »Japhet, der søger sin Fader» (Marryat 1 9 13 pp. 69-75).
I en klage indsendt a f Bötticher over fuskere, der går medicus i bedene, nævnes og
så bødler og skarprettere, især mester Frantz Mühlhausen i København. Disse var altid
leveringsdygtige i værdifulde lægemidler som menneskefedt, hjerteblod og lignende.
Carøe mener, at bødlens lægevirksomhed ofte er begyndt med, at han søgte at
lindre og behandle de skader, han selv havde forvoldt.
Det var ikke kun almuen, der gjorde brug af bødlens viden. Christian IV lod bødlen
hente til den udvalgte prins Christian, da denne lå syg i Odense 16 28 .
Det var ofte store summer bødlen forlangte for sit lægearbejde.
1 7 1 8 betaltes således 5 rigsdaler til mestermanden for behandling a f et sygt barn,
mens medicineren måtte nøjes med 2 rigsdaler og 2 mark, kirurgen og apotekeren
meget mindre. Det gjorde ingen forskel at behandlingen, som i dette tilfælde, var for
gæves (Matthiessen 1962 p. 10 1) . Det vanskelige ved bødlens bistand var, at han var
»uærlig». Hans uærlighed var smitsom. Man kunne ikke omgås ham, og han måtte bo
for sig selv i udkanten af byen kun omgivet a f andre »uærlige» som rakkere, prosti
tuerede og forbrydere, som han jo også i tjenstligt ærinde havde kontakt med. I
løbet a f 1700-tallet begyndte tyske bøddelslægter at besætte de fleste a f de danske
bøddelstillinger, og herefter synes deres forhold til befolkningen at bedres. Det var i
denne periode, at det lykkedes flere bødler at få tilladelse til at drive kirurgisk profes
sion (Danckert 1963 og Glentzdorf & Treichel 19 70).
24