25 / 205
talenhed var en afgørende faktor ved disputatserne, geometri, matematik og astronomi,
foruden naturligvis botanik og teologi.
I virkeligheden var fremtrædende læger som f.eks. Bartholinerne polyhistorer, som
kunne fungere lige godt i samtlige videnskabelige discipliner.
Med den megen teori blev der kun lidt plads til praktik og eksperimentel medicin.
Bedst udforsket var på denne tid anatomien, som man studerede i anatomiteatre.
Kobenhavn fik sit forste
Theatrum Anatomicum
i 1644 (Simon Paulli). Det var lærde
diskussioner, der gik for sig pa universiteterne på denne tid.
1 den forste halvdel a f 1700-tallet fik livet her præg af gold akademisk retorik. Det
er det, Holberg har kritiseret i bl.a.
»Niels Klim»
(Holberg 1968 pp. 244-45). Han
skriver her i Baggesens oversættelse:
»De lærde Stridigheder, som i Almindelighed be
skæftiger de europæiske Akademier, bestaar i Undersøgelser om Ting, hvis Opda
gelse enten er uden al Nytte, eller hvis Natur den menneskelige Forstand umuligt kan
begribe».
Om det samme siger Gordon Norrie efter at have udplukket forskellige
steder hos Bartholin den ældre:
»Dette maa være tilstrækkeligt til at godtgøre, at den
Tids interne Medicin ikke har meget at gøre med vor Tids og i Virkeligheden kun
baseres på Spekulation paa den mest topmaalte Lettroenhed og fuldstændige Mangel
på Kritik og Evne til at iagttage».
Efter Kobenhavns Universitets storhedstid fra midten af 1600-tallet til omkring
1700 kom en stille tid. Uddannelsen var på papiret den samme. De to medicinske pro
fessorer holdt deres latinske forelæsninger eller burde gøre det. 1 en klage fra 170 7
(Nyerup 1805 p. 2 1 3 og Thomsen 19 75 p. 3 1 ) angribes professorerne for ikke at pas
se deres forelæsninger. Kun Franckenau, der var ordinær professor medicinae 1708-32,
roses for flid, mens Mule, den anden professor, ikke nævnes. Antallet af studerende var
i det hele taget uhyre lille, og indenfor det medicinske studium endda meget ringe, kun
to-tre studerende mødte frem til timerne.
Undervisningen var strengt teoretisk. Den byggede først og fremmest på de gamle
klassikere, og kun langsomt trængte de nye europæiske ideer igennem i Danmark. Det
var en filosofisk uddannelse.
Kirurgers uddannelse.
Bartskærernes uddannelse foregik indtil 17 3 4 hos en bartskærermester. Uddannel
sen var lang. Først måtte lærlingen i fem år lære håndværket på mesterens barberstue.
Her lærte han både at ordne hår og skæg, men også at årelade, behandle enhver form
for kirurgiae minor, og hvis det var en bartskærer med større praksis, forskellige former
for større kirurgiske indgreb (Eijørup 19 30). Efter udstået læretid blev der udstedt læ
rebrev efter aflagt svendeprøve. Svendeprøven bestod i, at lærlingen skulle fremstille
forskellige plastre og salver ligesom i den oprindelige bartskærerskrå.
Der forlangtes ikke demonstration a f kirurgisk færdighed. Efter svendeprøven måtte
svenden rejse på faget i fire år i udlandet for at lære nye ting. Hvis han ville være bart
skærermester i København, måtte han herefter op til en kirurgmesterprøve, som blev
aflagt for de københavnske mestre og under overvågning af repræsentanter for Det
medicinske Fakultet. Yderligere måtte han have borgerskab i København og være klar
til at betale det beløb, som den afdøde amtsmesters efterladte forlangte for barber-
amtet. Dette var ofte helt op til 1000 rigsdaler, hvoraf de 300 skulle gå til de øvrige
amtsmestre
I en bestemmelse fra 17 0 2 stilledes der yderligere det krav til lærlingene, at de skul
le være over 20 år, kunne læse og skrive dansk, tysk og latin, samt nogenlunde be
herske gloser, der var kirurgien vedkommende (Carøe 19 17 p. 65). Når disse krav var
opfyldt, kunne bartskæreren nedsætte sig som amtsmester i København. Han havde nu
ret til kirurgisk praksis, d.v.s. han havde eneret på at behandle udvendige sår og skader.
Man må sige, at hans uddannelse var praktisk tilrettelagt. Han havde erfaring især i hug-
og stiksår. Under sin tid i udlandet havde han måske været indrulleret som regiment-
feltskærer i en hær, men forøvrigt gik mange mennesker med kårde på den tid. Inden
for hans gebet hørte også behandling a f franzosen, den galante sygdom d.v.s. syfilis,
23