20 / 205
Baktieriologien havde sejret. Miasmateorien blev forkastet. Man mente nu ikke
længere, at de forskellige hygiejniske indgreb var så påkrævede, når blot man sørgede
for at desinficere levnedsmidler og drikkevand.
Infektionsteorien blev omkring 19 00 udvidet ved indførelsen a f immunologien.
Elie Metchnikoff (18 4 5 - 19 16 ) opdagede leucocytterne og deres phagocyterende
evne og skabte dermed gmndlaget for den cellulære immunitet (Singer & Underwood
1962 p. 4 10 ).
1888 havde Piere-Poul Emile Roux ( 18 5 3 - 19 3 3 ) i samarbejde med Alexandre Yer-
sin (18 6 3 - 19 4 3 ) opdaget, at den filtrerede kultur a f difteribakterier indeholdt et stof,
som gav alle difteriens symptomer - et toxin. På Kochs laboratorium i Berlin opdagede
Emil A d o lf von Behring (18 5 4 - 1 9 17 ) i samarbejde med Shibasaburo Kitasato ( 18 5 2 -
19 3 1 ) i 1880 tetanus-antitoxinet.
Paul Ehrlich (18 5 4 - 19 15 ) udgav 189 7 arbejdet om standardisering a f specielt dif-
teritoxinet (Singer & Underwood) 19 6 2 p. 434). Desuden fremkom her for første gang
hans sidekædeteori, der forklarede antitoxin eller toxin-cellereaktionens specificitet.
Nævnes må også Thorvald Madsen (18 7 0 - 19 5 7 ), der i 19 0 2 sammen med August
Arrhenius (18 5 9 - 19 2 7 ) udgav et arbejde om antitoxins natur. Disse arbejder førte til
et nærmere studie af sensibilitet og hypersensibilitet og senere til seroterapi a f navnlig
difteri og tetanus.
Kemoterapeutika
Der var igen Paul Ehrlich, der med de specielt virkende toxiner kom til det stand
punkt, at specifikke substanser virkende på de enkelte bakterier måtte kunne fremstil
les - kemoterapeutika.
Man havde siden omkring år 150 0 brugt kviksølvpræparater mod syfilis og siden
16 30 kinin mod malaria.
De nye studier førte først til fremstilling a f salvarsan 19 1 0 og 19 3 5 til de første sul
fonamider (Gotfredsen 19 7 3 p. 539).
Antibiotica
De mest afgørende landvindinger nåedes dog først 19 28 , da Alexander Fleming
( 18 8 1 - 19 5 5 ) opdagede penicillinet. Det blev dog først benyttet i klinikken 19 40 De
følgende årtier fremstilledes en lang række stoffer, nu kaldet antibiotica.
I 19 5 0 ’eme og 19 6 0 ’erne fortsatte udviklingen a f antibakterielle midler. De mindre
giftige sulfonamider, antituberkulosemidlerne PAS (para-amino-salisylsyre), isoniazid
og streptomycin kom
nu.
Senere opdagedes de syrestabile penicilliner, der kunne doseres per os og herefter
penicillinaseresistente penicilliner, der egnede sig til at bekæmpe de penicillinasepro-
ducerende stafylokokker.
Nogle a f de nye stoffer havde et meget bredt mikrobiolpgisk spektrum. Det var
muligt med en kort kur helt at omstemme mikrofloraen både på ydre og indre over
flader. Følgerne blev undertiden nye infektioner med hidtil ikke patogene bakterier
eller andre mikroorganismer, der havde den egenskab, at de var resistente mod de be
nyttede antibakterielle midler. Hospitaler fik deres »husstammer».
Især viste nogle stafylokokstammer sig besværlige ved at give sårinfektioner post
operativt undertiden spredt ved fumnkler og småabscesser hos personalet på afdelin
gerne.
Immunologi
Polioepidemien i 19 5 2 viste, at personer i gode sanitære forhold og god almentil
stand ofte blev unddraget den »naturlige» immunisering ved tidligt i livet at være blevet
skånet for møde med almindelige vira og bakterier. Disse personer manglede mod
standskraft da polioepidemien kom.
18