24 / 205
Den 4. december 16 7 2 kom den vigtigste forordning i denne periode. Den handler
om medicinere og apotekere.
Medicinsk doktorgrad angaves som betingelse for ret til praksis:
»De, som begjære
at praktisere i nogen By eller Stad i begge kongelige Riger og Lande eller sig for Me
dicinae Doktoribus udgive, skal ej antages eller tilstedes at praktisere, eller for at Me
dicinae Doktoribus eller Licentiatis passere, før end de have sig Fakultatem Medicam
i
Kjøbenhavn angivet og fremvist deres rigtige Testimoniae Promotionis Legitimae, dog
herved ikke at forstaas de Medici som til Kongens egen Tjeneste og Opvartning an
tages».
De indfødte skulle ydermere tage doktorgraden ved Københavns Universitet.
Bestemmelsen, om at medicinerne havde eneret til at foreskrive og behandle ind
vortes sygdomme, blev gentaget.
Om apotekerne stod der, at de skulle holde deres apoteker forsynet med gode lø
dige medikamenter, at de skulle ekspedere recepterne hurtigt og flittigt, rette sig efter
Dispensatorium Hafniensis og forsyne alle recepter med år og dag.
Medicinerne skulle forpligte sig til at angive på recepterne, når de foreskrev giftige
stoffer. Endvidere skulle medicinerne visitere apotekerne to gange årligt.
Apotekerdrengene forpligtedes at lære botanik:
»og skal Apotekerdrengene følge
Professorem Botanicum, naar han med sine Disciple gaar Herbatum, dersom Tiden
og Lejligheden det ellers vil tilstede».
Endelig pointeredes det, at apotekerne havde eneret på at forhandle medicin.
Hverken medici eller kirurger måtte forhandle medicinalvarer (Petersen C.P.N. 18 3 3 I
pp. 1-10 ).
I samme forordning var indføjet en ny bestemmelse nemlig, at medici, i hvert fald
en gang årligt eller ved behov, skulle kommunikere med dekanus for Det medicinske
Fakultet om, hvad mærkeligt der måtte forekomme i deres praksis. Dette var den
første spæde begyndelse til den danske medicinal-statistik. Som påpeget a f Børre Jo
hansson (Johansson 1946 pp. 1 1 - 1 2 ) , var der ikke tale om regelmæssige indberetnin
ger a f bestemte sygdomme, men kun meddelelse om ekstraordinære tilfælde og rarie-
teter.
Danske medicinere
De medici der virkede i Danmark før år 17 0 0 havde alle fået størstedelen a f deres
uddannelse i udlandet, ligesom de fleste var a f udenlandsk afstamning.
Medicinerne besøgte omkring 1700-tallet især Leiden i Holland, hvor Swammer-
dam (16 3 7 - 80) og Sylvius ( 1 6 1 4 - 72) på dette tidspunkt var langt fremme med ana
tomi og fysiologi, og Boerhaave (16 68 - 17 3 8 ) underviste i klinisk medicin.
Mange tog også til Padua, hvor man studerede Sanctorius Sanctorinus’ (15 6 1-16 3 6 )
resultater i fysiologi og senere anatomi under Morgani ( 16 8 2 -17 7 1) . I Paris studeredes
navnlig fødselshjælp hos Mauriceau (16 3 7 -17 0 9 ) og kirurgi. Man tog naturligvis også til
de nærmeste universiteter i Tyskland, og enkelte tog til Storbritannien, hvor navnlig
universitetet i Edinburgh havde stor blomstring. Senere i 1700-tallet var det især det
nye universitet i Halle, der tiltrak de danske studenter.
Den uddannelse lægerne fik ved universiteterne var langt overvejende teoretisk. På
det videnskabelige internationale sprog latin læste man de klassiske skrifter a f Galén og
Hippokrates. Desuden læste man samtidige og ældre forfattere, som man senere kunne
henvise til i sine egne afhandlinger. I sin afhandling »Morborum Malignorum Pestis»
har Bötticher (Bötticher 17 3 6 pp. 1-10 ) således på ti sider henvist til over 35 for
skellige forfattere. Ganske vist har han flittigt citeret Galén og Hippokrates men også
samtidige forfattere f.eks. Richard Mead (16 7 3 - 17 5 4 ), Ysbrand von Diemerbroeck
(16 09 - 1674), August Quirin Rivinus (16 5 2 - 17 2 3 ), Stewen Blankaart (16 5 0 - 170 2).
Det var altså ikke nok at kunne de klassiske forfattere, man måtte følge med i den
samtidige litteratur. Fomden medicin, anatomi og hvad vi nu forbinder med det medi
cinske studium, måtte universitetsuddannede læger også kunne sprog, retorik - vel-
Forordningen af 1672
22