23 / 205
der efter den franske invasionskrig i Italien 1494 - 95 spredtes ud over Europa og
nåede de følgende år Danmark, hvor den bredte sig voldsomt. Man var tidligt opmærk
som på sygdommens veneriske karakter og dens smittefarlighed. Man begyndte derfor i
1500-tallet at lukke de offentlige badstuer, der skal have udviklet sig til løsslupne for
lystelsesetablissementer (Carøe 19 17 / 18 ) .
Den tredie sygdom, for hvilken der middelalderen igennem forelå særlige retnings
linier, var pest. Denne sygdom spredtes især i 1300-tallet som en pandemi over hele
den kendte verden efterladende store områder næsten folketomme. Pandemien
sprængte enhver a f datidens forholdsregler, men kom alligevel til at danne skole for
senere tider.
Danmarks kirurger, ældste bestemmelser.
Den ædst bevarede bartskærerskrå for Københavns bartskærerlaug stammer fra
2 1 august 15 7 7 . En skrå er en samling kollegiale og etiske bestemmelser for et hånd
værkeriaug. Den skulle konfirmeres af kongen. Ligesom andre fag var barberlauget
lukket Der var kun et vist antal mestre i hver by hver med sit »amt», altså distrikt.
Som påvist af Norrie (Norrie 19 29 pp. 18-20) indeholder denne skrå eneret for bart-
skæreme til at behandle sår og skader, desuden indeholder den bestemmelser om antal
let af københavnske bartskærere - nemlig ti, samt præciserer, at lærlingene skal gen
nemgå en mesterlære, inden de kan blive svende. Der fastsættes straffe for og
forfølgelse af fuskere.
Medicinalordningen af 1619
16 19 udkom den første danske medicinalforordning. Den er bevaret i Thomas Bart-
holins »Cista Medica» fra 1662 (oversat til dansk af Kristian Carøe i Medicinalord
ningens Historie 19 1 7 pp. 7-8). Denne forordning indeholder regler for medicinere,
kirurger og apotekere:
»Saa som stor Uorden dagligen bemærkes mellem Medicos,
Kirogos, Impericos og Apotekere, haver dette foranlediget os til følgende Forordning
med Guds Bistand dette at forebygge».
Det bestemmes, at medici, d.v.s. de universi
tetsuddannede læger, har eneret til at ordinere indvortes medicin, mens kirurgerne skal
indskrænke sig til at tage sig af sår og skader. Dog må kirurgerne give »vunddrikke», sår
medicin, og skal under pestepidemier fungere som pestmestre og altså her tage sig at
indvortes medicin. Apotekerne formanes til at holde deres apoteker i god stand o g ;at
være forsynet med gode varer. For at sikre sig dette skal medici og Det medicinske F a
kultet to gange om året visitere apotekerne. I næstsidste punkt af forordningen kom
mer et interessant afsnit. Der står nemlig her, at medicinere ikke har forpligtelse til at
besøge syge under grasserende pest og blodsot. De skal i stedet forordne en vis »curam
og remedium». Sådanne vejledninger for kirurger og lægfolk kender man i flere ud
gaver.
Recessen af 1643
I
Christian IV ’s tid kom der endnu en vigtig bestemmelse nemlig
recessen af 27. feb
ruar 1643
foranlediget a fe n kraftig pest i landet.
I
denne reces pointeres bartskærernes
forpligtelse til at fungere som pestmestre. Desuden omtales særlige sundhedskommis
sioner nedsat i pesttider bestående a f repræsentanter for civile og militære myndigheder
samt apotekere og gejstlighed. Disse kommissioner skal udpege duelige bartskærere i
pestmestre. De lokale myndigheder skal sørge for, at der overalt i købstæderne m es
permanente pesthuse. Det er første gang de lokale myndigheder er blevet beordre i
at sørge for civile sygehuse.
,
, ,
..
.
Pestmesteren havde pligt til at behandle enhver, der krævede hans tjeneste, og at
fattige måtte han ikke forlange betaling, men skulle nøjes med den løn, han
a
offentlige (Carøe 19 1 0 pp. 2 8 7 -312 ).
21