15 / 205
regnede med særlige kvaliteter: sur, sød, bitter og salt. Disse kvaliteter svarede til ele
menter der
var fremtrædende hos en given organisme
A
Ved behandling a f en sygdom måtte man derfor udrede, hvilken kvalitet der var den
fremtrædende og herefter forsøge at behandle organismen med tilførsel af den mod
satte kvalitet. En surhed af en organisme måtte behandles med tilførsel a f det modsatte
n6™ eorien \om blev benævnt
Contrario contrarii
var en videreudvikling af
Aristoteles’
læresætning 500 år tidligere.
, .
Ligesom kvaliteterne var specifikke for elementerne indgående i en given organisme,
således var også klimaet karakteristisk for stedets sammensætning af elementer : forår,
vinter efterår og sommer, varierede med overvægt af henholdsvis: luft, vand, jord og
ild ligesom de i en organisme indgående elementer tilsvarende var. blod, vand sort
galde og gul galde. Herefter lå teorien om en given sygdom som specifik for stedet, kli
maet og årstiden nær. De enkelte elementer var ulige tilstede pa forskellige tider af aret
og varierede desuden med vejrliget, hvor sol og storm f.eks. kunne udtørre mens væde
og kulde kunne nedkøle og fugtiggøre tilstanden. Selve sygdommen var denmod ikke
nogen enhed, der kunne føres fra et sted til et andet. Den matte ændre sig, hvis de ydre
forhold skiftede (Sigerist 19 56 pp. 10 - 11) .
Paracelsus
Gennem middelalderen arbejdede de fleste læger efter
Hippokrat.es’ og Galéns teo
rier. Henimod år 150 0 udkastede
Theophrastus Paracelsus
(149 3- 5 4 1) en ny udform
ning af de gamle teorier. Paracelsus måtte som rebel forkaste alle de gamle dogmer.
Han mente dog ligesom sine forgængere, at sygdomme var uspecifikke for det enke e
individ, men induceret af ydre forhold.
.
,
, .„ of1or c.fcr>piipHp<!
Paracelsus regnede især med himmelske forskydninger, der som billeder afspejledes
på jorden. Makrokosmos d.v.s. himmellegemerne planeterne og
^
Då iorden i mikrokosmos d.v.s. de enkelte individer og livet pa jorden (King 1963 pp.
86-138). Sygdommens egenskaber blev bestemt af et stof, der på ufor ar lg vis sen
tes fra stjernerne til det enkelte individ.
cvdnmmpns ud
Vi er her nær ved en smitteteori, idet dette stof er ansvarligt for sygdomm
vikling (Zwei Biicher von der Peste. Bodenstein 15 5 9 og 1576 ).
om Par^elsus
-
kastede Hippokrates’ teori, der jo er temmelig materialistisk, og
1
stedet
astrologisk synspunkt, er sygdomme altså efter hans opfattelse uspecifik .
Sydenham
En videreførelse af Hippokrates’ teorier kom i 1666:
»Metodus Curandi Febns»
af
London-lægen
Thomas Sydenham
(16 2 4 - 1689).
rpoprino Om
Sydenham var uddannet i borgerkrigens England under CromvreU s* 8 e n n g .
stændighederne havde ikke levnet ham megen tid til aka emis
t
tiker uan
kunst baseredes især på praktiske erfaringer.
Alligevel
var e s
‘
,
t
størst indflydelse. Hos ham var læren om stedets, årstidens og vej g
onrindelse
i system. De epidemiske sygdomme afhang af
con stitu tio epidem ica,
hvis opnndelse
igen lå i luftens, jordens og vejrets beskaffenhed.
, .
. mening altså
I modsætning til Paracelsus skyldtes sygdommene efter
naturlige forhold i jorden og vejrliget og ikke overnaturlige s r
j .
7 enhver
constitutio epidemica kunne bestå i nogle år og matte tages
S
S
sygdom i denne periode
(the stationary fever, den stående fe e
).
constitutio anni,
altså årstidens indflydelse.
stående feber. Det var derfor nødvendigt nøje at følge klim
g
P
svingninger for at kende sygdommens natur. Det var nemlig vig g
, . imo(j
agtige beskaffenhed a f sygdommen, hvis man skulle finde et speci
1
g
hver enkelt sygdom (Dewhurst 1966 pp. 13 1-3 9 ).
j
nHHvhpt
Julius Salomonsen (18 4 7 - 19 24 ) har givet en oversigt over dette emne og uddybet
13