Erindringer

med mange spaserende som smaa sorte Prikker i det fjærne. Skøjte

løbning dyrkede jeg paa den mod Blæst velbeskyttede Bane bag Vol

den ved Filosofgangen ud mod Tivoli, hvor Johanne Luise Heibergs

tre Plejedøtre udmærkede sig som elegante Skøjteløbersker. Jeg faldt

en Dag og slog mig saa alvorlig, at jeg mistede Bevidstheden, der

først vendte tilbage, da jeg laa i min Seng. Hvorledes jeg var kom

men hjem, erfarede jeg aldrig.

Min Morskabslæsning optog mig stærkt, og jeg gik ofte til Sengs

lige efter Middag for at kunne læse uforstyrret i Ingemann og Mar-

ryat. Min Moder spurgte Professor Reisz, om det ikke var urigtigt,

men han syntes ikke, det kunde skade.

Reisz var en omhyggelig Læge for os. Han fik især min Søster

Bertha, ved hvis Fødsel han havde været nærværende, kær, hun var

hans „forlovede“, og han spøgede altid med hende. Da min Broders

Kanariefugl havde brækket Benet, forbandt han det efter alle Kun

stens Regler. Han var en myndig Mand, udpræget konservativ, vant

til at færdes ved Hove. Jeg traf ham en Sommerdag, da jeg forlængst

var bleven Student, i en Kupé paa Klampenborgbanen, og han for

talte mig da om sine vanskelige Studenteraar og om, hvorledes han

og nogle Kammerater Sommersøndage undertiden tog ud til Char-

lottenlund for paa Grøndalssletten at blive inviterede af glade Skov

gæster til at dele Frokosten med dem. Lige til sin Død i 1902 stod han

i Venskabsforhold til min Familie.

En anden gammel Ven var Danseren Georg Brodersen. Han var født

1818 og havde allerede som ganske ung Balletdanser begyndt at un

dervise. Baade min Mormoder og Moder havde været hans Elever, og

det var derfor en Selvfølge, at vi Børn fik Danseundervisning hos

ham og ikke hos den mere moderne Valdemar Price. Undervisnin

gen fandt Sted paa 2den Sal i Landmandsbankens nuværende Ejen

dom — en stor Sal med gamle Portrætter paa Væggene. Brodersen

havde aldrig været nogen betydelig Danser, han deltog i Ensemble

danse og udførte mimiske Partier som f. Ex. Knud i „Valdemar“.

Men han var en erfaren Lærer ved Balletskolen, og i denne Egen

skab komponerede han Divertissementet „Fremtid“, hvor Hans Beck

havde en af sine første Opgaver som ung Danser.

Man lærte Holdning og

pli

hos ham. Vé den, som traadte ind i

Salen og lukkede Døren med Ryggen til Brodersen. Værsgod ud igen,

lød hans Røst, og man maatte pænt komme ind paany med Ansigtet

vendt mod ham og gøre en pyntelig Kompliment.

Brodersen var en haard Hals, der krævede Lydighed til Punkt og

Prikke. Der spilledes op af en Pianist og en Violinist — den sidste

saa jeg senere i Casinos Orkester — og Timerne, fra Kl. 6—8 — be

gyndte altid med indgaaende Øvelser. Derefter fulgte Selskabsdanse,

og ikke alene Les Lanciers og Française, men ogsaa Menuet, der ind

øvedes med særlig Betoning af Elegance og Stilfuldhed.

I Pavserne havde Brodersen altid et Æg med Sukker eller Bryst-