29 / 310
24
Carl Helsted uddannede. Ved Selskaber hjemme hørte jeg hende
synge Sange af Gounod og Bizet („Carmen“ ), og hun havde sikkert
haft en Fremtid for sig paa Scenen, indtagende af Væsen, rank og
smuk som hun var. Lige fyldt 20 Aar blev hun i 1883 gift med Korps-
læge Ove Høegh Guldberg i Aarhus, en Descendent af Statsministeren
— hans Oldefader.
Min Faders svenske og norske Forretningsforbindelser medførte,
at skandinaviske Handelsvenner af ham undertiden blev bedt til
Middag. Der var f. Ex. den statelige Major Charpentier og hans ynde
fulde Hustru, død i en høj Alder i Uppsala, hvor Sønnen Ja rl Char
pentier senere blev Professor ved Universitetet i Sanskrit. Han om
kom ved en Ulykkeshændelse.
Charpentier var Leder af Arbejdet i Gøteborg Fængsel og købte
Uld hos min Fader. Jeg fulgtes med dem til Rosenborg, hvor Forfat
teren Carl Andersen var Assistent. Han kendte mine Forældre og blev
os en utrættelig Vejleder.
Mange Aar senere besøgte Charpentiers os paany sammen med
den joviale Præst Hallberg — da var jeg Student, og vi boede paa
det tidligere Ludvig Aagaardske Sted „Lerskrænten“ paa Strandvejen
lige nord for Charlottenlund Skov, og atter fik jeg et Indtryk af svensk
Ridderlighed imod Venner og Fornemhed i Livssyn og Vaner. Min
Moder brewexlede til det sidste med Fru Charpentier.
F ra Bergen kom Købmand Peter Mohn og hans Hustru Maren, et
friskt og fornøjeligt Par, som bragte norsk Humør med sig. Med Aars
Mellemrum dukkede de op og blev altid modtagne med mine For
ældres store Gæstfrihed. Jeg debatterede norsk Kunst og Literatur
med Peter Mohn.
Endnu en Nordmand af Handelsslægt vil jeg nævne, skønt han
kun saa’s en eneste Gang i vor Familiekreds. En Sommerdag havde
min Fader ham med til Middagen paa Skjoldgaard — hans Navn var
Garman. Det var i de Dage, da Alexander L. Kiellands nys udkomne
Roman „Garman og Worse“ blev beundret, og selvfølgelig var det
uhyre interessant for Ungdommen at træffe en Mand af dette Roman
navn. Muligvis var han i Slægt med den ypperlige Skuespiller Fre
derik Garman.
Ved det store runde Bord i Spisestuen fik jeg i Efteraaret 1878
mit første stærke Indtryk af Uro og Oprør i Verden, da jeg i „Dags-
telegrafen“ læste om Negeroprøret paa St. Croix. Om Stormfloden i
November 1872 havde jeg derimod hørt de voxne berette.
F ra Dagligstuevinduet holdt jeg nøje Udkig med Livet foran Ski
bene. Jeg husker Havnen, isdækket, med Skøjteløbere, og en Dag, da
Knippelsbro var gaaet itu, traadte en mægtig Trafik med Baade
i Stedet for Broen. De haarde Isvintre, der indtraf, gav Anledning til
mærkelige Begivenheder, som da en stor engelsk Damper maatte „ises“
ud af Bomløbet af Skovshovedfiskere, som huggede Ismasserne op
med Hakker foran Stævnen. Udenfor laa Sundet bepakket med Is og