26 / 310
21
den nye Pige, anede jeg ikke, at Marie Larsen skulde residere der i
de følgende 40 Aar. Ganske vist sagde hun op allerede, da hun havde
været et Par Uger hos os, men dette var ikke alvorligt ment, men
gentog sig gennem Aarene atter og atter.
Marie bragte mig i Berøring med de store Begivenheder, thi uud
slettelig staar for mig en Dag, da hun, kort efter sin Ankomst, ven
der hjem fra Indkøb paa Torvet og fortæller om Socialisternes Kamp
paa Fælleden hin historiske Majdag. Hendes Stemme skælvede, da
hun berettede om, hvor mange der var blevet saaret og redet ned af
Husarerne.
Mine Forældre førte ingen udstrakt Selskabelighed i Havnegade,
hvor Lejligheden var ret indskrænket. „Salen“ var et trefags Værelse
til Gaden, og hertil vendte Dagligstuen ogsaa ud. Møbleringen fra de
res Bryllup var pyntelig i „Salen“ med smukt betrukne Møbler med
„Overtræk“ og en Lysekrone med en blank Kugle, som jeg altid øn
skede at faa fri til Leg. Dagligstuen derimod maatte nøjes med Straa-
stole. Spisestuen med det ene Vindue til Gaarden var temmelig mørk.
I mine Forældres Soveværelse stod min Seng, det smalle Barneværelse
rummede mine to Søskende og Barnepigen.
Hver Fredag Aften efter gammel jødisk Skik besøgte de min F a r
moder, der lod Helligdagslysene tænde, medens Onkel Herman læste
hebraiske Bønner, og nøje overholdt de strenge Spiseregler, som mine
Forældre lidt efter lidt forlod.
Spisereglerne kendtes ikke hos min Moders Stedmoder, hos hvem
mine Forældre i Reglen om Søndagen var til Middag sammen med min
Moders Søskende og deres Mænd. Da gik Samtalen livlig om Børs og
Børsforhold — Bankier Martin Goldschmidt, Grosserer Louis Meyer,
og senere Vexellerer Louis Trier hørte, ligesom min Fader, til Børsens
Stamgæster. Den fjerde Svoger, Overretssagfører Martin Meyer, var
som den jødiske Menigheds Sekretær især optaget af Menighedspro
blemer. Han blev 1883 Censor for det nye Dagmartheater og glædede
mig ofte med sine Fribilletter, saa jeg fik mange af dette Theaters
første Forestillinger at se. Da han 1889 forbød Det Strindbergske For-
søgstheaters Opførelse af „Frk. Julie“, kunde jeg ikke rigtig forstaa
Forbudet ud fra hans hele liberale Tankegang. Jeg fik den Idé at
overføre Forestillingen til Studentersamfundets Sal og krydsede der
ved min Onkels Forbud.
Der var Sammenhold i Familien, og man støttede og hjalp hinan
den paa gammel jødisk Vis.
Bedstemoder Pauline flyttede fra Havnegade til Skindergade, det
Hus, hvor nu Universitetskafeen er.
Der var hyggeligt hos Bedstemoder — hun ejede stilfulde Møbler
og et velforsynet Bogskab med de danske Klassikere, Walter Scotts
Romaner og Carstensens Portefeuille. Mange Søndage har jeg stude
ret de smukke Portrætter af 40ernes berømte Kunstnere i den senere
Tivolidirektørs Ugeskrift.