24 / 310
19
i det overgivne Hjørne, var der ingen Ende paa hans lystige Indfald.
Som Mand var han gennemgaaende alvorlig stemt, samtidig streng og
blød i Sindet, overordentlig rolig.
Knn sjælden berørte han religiøse Emner — en Eftermiddag
i
Dagligstuen talte han dog ogsaa om Gud. „En Religion maa man have,“
sagde han ofte, naar jeg i senere Aar ytrede mine Tvivl, men i Syna
gogen kom jeg kun ganske enkelte Gange. Overrabbineren, den gamle
tyskfødte Dr. A. A. Wolffs Forkyndelse kunde heller ikke gøre Ind
tryk paa en Dreng. Jeg hørte ham tale ved min Farmoders Begravelse.
Han var den Gang 77 Aar gammel, og jeg forstod ikke et eneste Ord
af, hvad han sagde. Hans trykte Tale ved min tidlig afdøde Mormoder
Betty Friedlænders Jordefærd viser ham dog som en Prædikant med
dyb Følelse og poetisk Billedrigdom.
Min Fader havde Medfølelse med alle, hvem Livet tog haardt paa,
en udmærket Søn og Broder, hjælpsom og forekommende og i Be
siddelse af en sjælden Gæstfrihed. Han var altid sindsligevægtig.
Han var Sparsommeligheden selv, intet maatte ødes i det daglige
Liv. E t Udslag af hans Sparsommelighed, jeg erindrer, og som den
Gang pinte mig forfærdelig, var følgende: Jeg havde hos Boghandler
Larsen paa Købmagergade — Fader til nuværende Theaterdirektør
Thorvald Larsen paa Folketheatret — købt Shakespeares „Købman
den i Venedig“, Udsnit af Lembckes store Oversættelse, der solgtes
for 75 Øre.
Min Fader blev forbitret over denne Urimelighed — jeg kunde jo
have laant Bogen i „Athenæum“s Bibliotek — og jeg maatte gaa den
Canossa-Vej at faa Boghandleren til at tage Bogen tilbage!
Min Moder*) gik med Liv og Sjæl op i sit Hus og i Omsorgen for
Mand og Børn. Hun var tidlig oppe og skaanede sig ikke — et Bud,
der ofte saa hende i Køkkenet om Morgenen, sagde en Dag, at han
syntes bedre om Husjomfruens Væsen end om Kokkepigens.
Hun kom fra et selskabeligt Hjem, hvor mange af Tidens kendte
Personligheder hørte til den nærmeste Omgang. Ofte omtalte hun
Høedt og H. P. Holst, der havde skrevet Festsangen til hendes Bryllup
og altid hjertelig hilste paa hende, naar de mødtes. Hun dvælede ofte
i Erindringen om sin Farbroder, Maleren Julius Friedlænder, der alle
rede var død i 1861, og hvis smukke melankolske Selvportræt nu
hænger paa min Dagligstuevæg. Hendes Fader havde været en ivrig
Theatergænger, hvis Yndlingsopera var „Huguenotterne“. Han svig
tede aldrig en Opførelse af Meyerbeers Mesterværk. Ogsaa for min
Moder var en Theaterforestilling det bedste, hun vidste. Hun erin
drede den berømte Hoftheatersæson og besøgte lige til min Faders al
vorlige Sygdom i 1910 saa ofte som muligt Theatrene. Hun morede
sig i lige Grad over Olaf Poulsen og Frederik Jensen og var charme
ret af Emil Poulsen som Bertran de Born og Ambrosius. Da hun gen*) Født 10. Juni 1842.