25 / 310
20
nem mit Ægteskab lærte ham personlig at kende, var hun henrykt,
da han ved Klaveret sang de navnkundige Heise-Sange fra Ernst v. d.
Reckes Ungdomsdrama for hende.
Trofasthed var et herskende Karaktertræk hos hende. Hun var
trofast overfor sine Søskende og hele sin Slægt, opofrende og usel
visk. Da hendes et Aar yngre Søster Louise, gift med Overretssag
fører Martin Meyer, blev ram t af en dødelig Sygdom, samtidig med,
at hun mistede sin ældste Søn Oscar, var min Moder en utrættelig
Trøsterinde og spaserede daglig med sin Søster. „Hvor er Din Moder
dog god imod mig,“ sagde Tante Louise en Dag, da jeg besøgte hende.
Hvor tydelig ser jeg hendes stakkels sygdomsmærkede, forgræmmede
Ansigt.
Min Moder lignede sin 5 Aar yngre Søster Julie, gift med Martin
Goldschmidt, i den Grad, at de atter og atter forveksledes. Det var
mindre Ansigtstrækkene, end Figur, Holdning og Gang, der fremkaldte
Ligheden. Den var saa stærk, at selv vi Børn kunde forveksle dem,
naar en af dem kom os i Møde, og der opstod ofte morsomme Situatio
ner, naar fjernere Bekendte tog fejl af dem.
Alt andet end talende var min Moder som yngre. Hendes Fætter,
den tidlig afdøde Overretssagfører Theodor Melchior, Søn af Profes
sor Nathan Melchior i hans første Ægteskab med Thea Bloch (en
Søster til imin Mormoder), skrev en hel Komedie om hende: „Den
stumme paa Taffelbay“, bygget over Scribes Text til Aubers Opera.
E t Ungdomsportræt viser hende med store, lidt melankolske Øjne
og en pragtfuld Haarvæxt, som hun bevarede op i sin høje Alder. „Den
smukke Susanne“ blev hun kaldt i sin Ungdom. Mange af hendes
Balkavallerer huskede hende endnu som gamle, og med Beundring
talte de om hende. Stille og øm var hun af Væsen, men ivrig og hef
tig, hvis det paa nogen Maade gik ud over hendes Mand eller Børn.
Mærkelig var det at være Vidne til, hvorledes hun som gammel blev
lidenskabelig af Væsen. Hendes Sorg over min Faders Død var
grænseløs.
Utrættelig tog hun sig af sine Børn. Gik vi ud, stod hun i Vin
duet og fulgte os med Øjnene, saalænge vi var i Syne.
E t lille Træk af min Moders Omsorg maa jeg nævne. Hun var
ude at spasere med mig, da jeg — vel 4 eller 5 Aar gammel — blev
træt og ikke vilde gaa videre. Hun lejede da et Bybud — et af de
rigtige gamle Bybude med Kasket og hvid Frakke, nu forsvundne fra
vore Gader — til at bære mig hjem!
Vi kendte i mine Forældres Hus ikke til at vexle Piger hver Maa-
ned. Naar der skulde skiftes, abonnerede min Moder paa „Adresse
avisen“, og mine allerførste Indtryk af, hvad Det kgl. Theater opførte,
skyldes Avertissementerne i dette gamle Blad, der i 70erne ingen
Text indeholdt, men kun et pertentlig opsat Annoncemateriale, i før
ste Række Theaterspalten.
Da jeg en Foraarsdag i 1872 gik ud i Køkkenet for at hilse paa