33 / 310
26
draaber staaende bag et Vindues-Gardin for at bøde paa en kronisk
Hoste. Han fortalte gerne, at den havde han hentet sig paa det gamle
kgl. Theater, hvor der altid herskede en livsfarlig Træk og Kulde,
næsten uudholdelig for det tyndt klædte Dansepersonale.
Hans Datter Laura var altid til Stede i Timerne for at hjælpe
ham. Hun udførte hans Ordrer og sørgede for, at han fik sine Draa
ber i rette Tid. En lille Frk . Juell var blandt Elleverne, og hendes
Moder, der vilde bede mig med til Bal, spurgte Brodersen om min
Adresse. Han svarede blot: Carl Behrens har været tilstrækkelig paa
Baller i Vinter. J a — han var gennemført Tyran. Betegnende for Ti
den er det, at da jeg fortalte min Farmoder Episoden, spurgte hun:
„Var det en Jødedame.“ Jeg saa forundret paa hende.
En Aften, da jeg forlod Brodersens Undervisning, luede Himlen
over Kongens Nytorvs nordlige Husrække ildrød, og hvæsende Flam
mer slyngede sig op over Tagene. Det var Dampmøllen i Store Kon
gensgade, som brændte, et mægtigt Baal, som bragte det halve Kjø-
benhavn paa Benene.
Brodersen bar Titlen Kammerraad og ejede det smukke Landsted
„Heslehøj“ paa Lyngbyvej. Sin ranke Holdning, sit purrede Haar og
sin „udadvendte“ Gang bevarede han op i Alderen — han blev 88 Aar
gammel. Da han fejrede sin 80 Aars Fødselsdag, sendte min Moder
ham Blomster, og en Dag kom han hjem og aflagde Visit. Han talte
om svundne Tider og huskede tydelig min Mormoder blandt sine tid
ligste Elever. Ved hans Jordefærd fra Holmens Kirke saa jeg en hel
Kreds af tidligere, nu glemte Balletmedlemmer møde op for at hædre
deres gamle Kollega.
Til Dans kom nu ogsaa senere Klaverundervisning. Til Lærer
inde valgtes Frk. Hartvigson, en Søster til Dronning Alexandras lon-
donske Lærer Pianisten Professor Fritz Hartvigson, en Verdensmand
og betydelig Kunstner, som jeg langt senere stiftede Bekendtskab
med, og til Pianisten Professor Anton Hartvigson, hvis noget pedan
tiske Gennemgang af de Beethovenske Klaversonater endnu vil erin
dres. Frk. Hartvigson var et elskeligt naivt Menneske, men ganske
uegnet til Klaverpædagog. Hun var enestaaende i sin Distraktion.
Pludselig kunde hun kalde mig for Frk. Tobiesen, den Elev hun mu
ligvis i en foregaaende Time havde undervist, hvad der gav Anled
ning til langvarig Latter.
En stor Aften oprandt, da jeg med mine Forældre første Gang
skulde i Det kgl. Theater. Desværre naaede jeg ikke som min senere
jævnaldrende Ven Julius Clausen at komme i det gamle kgl. Theater,
der forsvandt 1874, og hvor jeg ofte passerede forbi den mørke Bag
side med Vinduer, hvor der laa Musikinstrumenter. Sammen med
Barnepigen Ellen havde jeg 18de Oktober 1872 fra Fortovet ved Hotel
du Nord set paa Stadsen ved Grundstennedlæggelsen til det nye
Theater. Og en Januaraften i 1875 — det var 18de Januar — sad jeg
med mine Forældre i første Etages Pladsloge og ventede i Spænding