Erindringer

Nu skulde der læses for A lvo r til Examen artium, som min Fader

havde bestemt, jeg skulde tage, medens min Broder skulde gaa ind

i det gamle F irm a . Mine Examensresultater i 5te studerende Klasse

i 1884 havde været lovende, og jeg satte nu alle Kræfter ind. Men der

var unægtelig mangt og meget, som virkede distraherende.

Da Rigsdagen i Slutningen af August traadte sammen til en over

ordentlig Samling paa et Pa r Dage, for at Folketinget kunde prøve

Valgbrevene, va r jeg en iv rig Gæst paa Tilhørerpladserne, der fik et

internationalt Præg ved, at mange af Deltagerne i Lægekongressen

indfandt sig dér for at danne sig et Ind tryk af dansk Parlamenta

risme. Det var sidste Gang, Rigsdagen mødtes i sine historiske Sale

inden Slotsbranden. Interessen knyttede sig til den af Formanden

Chr. Berg foretagne nye Placering i Salen, hvorved Formandspladsen

var rykket bort fra Tronstolen hen til Midtervinduet, og til de nye

Medlemmer — de første Socialdemokrater i Folketinget og de valgte

Liberale: Herman T rie r, Christoffer Hage, C. V. Nyholm, Bluhme fra

Randers og V. Pingel fra Aarhus. Det var spændende at se dem be

væge sig gennem Salen, fulgt af nysgerrige og forventningsfulde

Blikke.

Sidst i September kom „Po litiken “ s tre Prøvenumre, og jeg blev

strax en iv rig Propagandist for det nye Blad, som jeg ogsaa fik min

Fader til at abonnere paa. Viggo Hørups og Edvard Brandes’ A rtik ler

blev dagligt D iskussionsemne i Skolen, senere kom Peter Nansens

satiriske og causerende Indlæg til, og H. C. A. Lund udgød sin Vre

des Straaler over M. L. Nathansons Sønnesøns arme Hoved.

F ra Hjørneværelsets V induer mod Kongens Nytorv, hvor jeg som

nævnt havde m in sikre Udkigspost til alle Begivenheder paa Torvet

og ærgrede mig over Postyret ved Russerkejserens Indtog — A lexan

der I I I betegnede Reaktion ligesom N ikolai I I i Frihedsbevægelsens

første A ar — havde jeg den 3die Oktober Skuet af Christiansborgs

Brand, der tegnede sin Ild sk rift paa Det kgl. Theaters Kuppel. Jeg

sad efter Middag bøjet over min oldnordiske Læsebog, da det fore

kom mig, at der paa Kongens Nytorv herskede en mistænkelig Larm.

Jeg skyndte mig ind til min Fader, der i sit Rygeværelse studerede

Aftenberlingeren, og sagde ham, at jeg vilde ned for at høre, hvad

der var i Vejen. „Ja , ,gaa Du bare, Du ser jo altid Syner“ !

Men denne Gang var Synet uhyggelig Virkelighed. Ved Østergades

H jørne var der en Sammenstimling af Mennesker. Bogsamleren

Brygger F rede rik Heyman talte ivrig i en Kreds. „Hvad er der paa

Færde?“ spurgte jeg en Dreng. „Ved Du ikke det, Christiansborg

Slot brænder, flere Soldater er omkomne.“

Jeg ilede ned ad Vingaardsstræde og saa fra H jørnet af Fortun

stræde den flammende Sky over Slottet. Jeg styrtede hjem gennem

Østergade — hvor staar alt, hvad der hændte den Aften, ristet ind

i Erindringen. Midt paa Østergade kom Lægen Johannes T rie r, On

kel Lou is’ i en ung A lder bortrevne Broder, mig i Møde i dybe Tan