70 / 310
63
sagen. Estrups K lo fornægtede sig heller ikke ved denne Lejlighed.
Om Valgresultatet den 25de Ju n i og dets mulige Følger taltes der
ikke et Ord. Ku ltu sm in iste r Scavenius, der havde næret T v iv l, var
atter faldet til Ro. Saa blev den gamle Ingeniørkaserne i Fredericia-
gade, der tidligere havde gjort Tjeneste baade som Operahus og
Landkadetakademi, hurtig t af Militæret ombygget til midlertidig
Rigsdagsbygning. Men Midlertidigheden kom rigtignok til at vare fulde
30 Aar.
Den 3die December ind traf 200 Aarsdagen for Holbergs Fødsel.
Jeg havde fra Oehlenschlågers 100 Aarsdag den 14de November 1879
kun det Minde, at jeg hørte en ung Pige ved et Transparent af Dig
teren i et Butiksvindue paa Østergade spørge sin Ledsager, om
Oehlenschlåger va r Jøde? Men nu overværede jeg ikke blot General-
prøven paa „Den politiske Kandestøber“ , hvortil Skolerne var ind
budte, men selve Festforestillingen den 3die December, hvor jeg lyt
tede til I. L. Phisters Deklamation af den gamle Holbergskuespillers
Strofer i Holger Drachmanns Kantate og saa ham som O ldfux i „Den
Stundesløse“ , hans tidligere Glansrolle, af hvilken kun de ydre Om
rids var bleven tilbage, og en hu l Oldingestemme opremsede de be
rømte Repliker. Men han var jo ogsaa uvant med den nye Scenes
Dimensioner. Jeg fik et langt tydeligere Ind try k af hans Kunst, da
han d. 12te A p ril 1885 paa sin Hustrus 50 Aars Jubilæumsaften sp il
lede A rv i „H en rik og Pe rn ille “ — her var Lunet friskere. Det blev
hans allersidste Optræden paa Scenen.
F ra V induerne hjemme saa jeg i den regnfulde Aften Studenter
nes Fakkeltog til Holbergstatuen, hvor Studentersamfundets Formand
Herman T rie r og Studenterforeningens ledende Senior H. G. E llin -
ger mødtes kammeratlig henholdsvis med Festsang og Festtale.
Ogsaa Studentersamfundets Holberg-Forestilling paa Folkethea-
tret overværede jeg — den var af Iscenesætteren Edvard Brandes h i
storisk anlagt: Justesen-Ranchs „K a rrig N iding“ , hvor J. K. L au rid
sen spillede T itelro llen med B ravur, „Grevens og F riherrens Kome
die“ fra Slutningen af det 17de Aarhundrede og tilsidst Holbergs i
et Aarhundrede uspillede lille Komedie „Sganarels Rejse til det filo
sofiske Land “ med de snørklede Slutningskupletter. Jeg sad i samme
Loge som Georg Brandes og Hostrup, der liv lig underholdt sig med
hinanden.
Forøvrigt havde jeg allerede Aaret forinden set Studentersamfun
dets første offentlige Fo restilling paa Folketheatret, da Viggo Lach-
mann, m in fjæ rne Slægtning, der gennemgik Lektier med mig —
tidligere havde Conrad Levysohn og som V ik a r for ham enkelte
Gange Carl Levin terpet vanskelige Fag med mig — spillede med i
E ina r Christiansens Komedie „F lyveg rille r“ , der efter Omstændig
hederne va r sat kostbart i Scene. Her medvirkede som ung Mediciner
Tho rkild Rovsing, der i Negerkongens Rolle sang en Vise om sit M i
nisterium :