![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0075.jpg)
V
„ I Lovløshedens Land “ , svenske Blades Betegnelse for P roviso
riets Danmark, va r jeg nu Student. M in første Gang va r til Badstue
stræde for at melde mig ind i Studentersamfundet med Viggo Lach-
mann som Proponent. I de beskedne Lokale r herskede der dyb Som
merstilhed — det eneste Medlem, jeg stiftede Bekendtskab med, var
Johannes Rump, den hensynsløse P roviso rist Byfoged Rumps rad i
kale Søn, senere kendt som socialdemokratisk Borgerrepræsentant og
Samler af moderne fran sk Malerkunst. Jeg sad paa lune Sommer
dage i det lille tilrøgede Læseværelse for at studere nys udkommen
Litteratur, fremfor alt Amalie Skrams store Roman „Constance R ing “ ,
som Hegel først havde antaget, derpaa forkastet, saa den var bleven
tryk t hos Huseby i Christiania.
M in Sommer forløb ellers rolig i vort id y lliske Sommerhjem
med Studeringer, Udflugter og Samvær med Studenterkammerater.
Da Universitetes Semester begyndte, indtegnede jeg mig til Pro
fessor Høffdings Rusforelæsninger og blev en opmærksom og iv rig
T ilhø re r — Høffding sagde en Dag til mig, da jeg tra f ham i
Studentersamfundet: „Aa, det er Dem, der altid sidder nedenfor
Katedret.“
Jeg hørte
ogsaa
hans offentlige Forelæsninger om
den græske F iloso fis Historie, samt Professor Edvard Holms Fore
læsninger om den franske Revolution — veltalende i Ordets egent
ligt Betydning va r Holm ikke, men han lagde Stoffet k la rt og an
skueligt til Rette.
Hos gamle Mule, den mærkelig nysgerrige og snakkesalige Pedel,
indtegnede jeg mig til Immatrikulationen. Aarets Rector magnificus
var Professor theologiæ H en rik Scharling, hvis Tale virkede tør og
alm indelig, ligesom hans Forsøg paa at docere Æ sthetik nok kunde
jage en T ilhø rer, der gærne vilde have studeret dette Fag, langt
bort. Da jeg mange Aar efter i Dansk Forfatterforening lærte Schar
ling personlig at kende, indtog han ved elskværdigt Lune og fin
Forstaaelse.
Student og Estrupiat.