78 / 310
71
den behændige Jou rna list, der savnede Overbevisningens faste Stand
punkt, velbegavet, et hurtigt Hoved med mange Muligheder, som han
ikke fik udnyttet, men i Romanen „Glade Ungdom“ dog ydede et
typisk B idrag til Tidens Historie. T il min Aargang hørte G. C. Clau
sen, der 16 A ar gammel var bleven Student, leddeløs, iv rig snakken
de og postulerende, Valdemar Frederiksen, den senere D irektør for
Ritzaus Bureau, Valdemar Koppel, der var ligesaa skeptisk og iro
nisk som senere hen i Livet, Johannes Boeck, nu Læge og Profes
sor, Fugl, der blev Dommer i Vestervig, og W ilhelm Weimann, den
senere M inister og D irektør i „Store Nordiske“ , for blot at nævne en
kelte. En Ungdomskreds, hvor Bølgerne ofte gik højt, og hvor Mar-
seillaisens Toner hver Lørdag Aften lød som Frihedsdemonstration.
I Studentersamfundet mødte jeg paany Sophus Glaussen, og jeg
sad ved Siden af ham og hans Svoger Redaktør Jordan ved Første
opførelsen af E in a r Christiansens tragiske Skuespil „Nero“ paa Det
kgl. Theater d. 18de Oktober 1885 — Claussen var højst misfornøjet
med Forestillingen, hvis Hovedroller spilledes af Betty Hennings og
Em il Poulsen. Den gik kun 6 Gange. En Dag mødte jeg Claussen ved
Vesterbrogade, og han førte mig hen paa Svineryggen og senere op
i sin Faders Lejlighed paa H jørnet af Gamle Kongevej og Petersens
Passage — nu Sankt Jørgens Allé — for at læse en Række af sine
drilagtige og erotiske Poesier for mig — han var allerede da en L y
riker af Format, men foredrog sine Vers altfor syngende ødansk uden
Nuancer.
Studentersamfundet havde i Foraaret 1885 besøgt Ringstedegnen
— Arnestedet for Modstanden mod Estrup — til en bevæget Fest
med Bønderne, og nu i Efteraaret blev der gjort Gengæld.
Denne
Fest i Larsens Lokale paa St. Annæplads blev den første politiske
Sammenkomst, jeg kom til at deltage i. V i stillede om Efterm idda
gen paa Hovedbanegaarden for at afhente Gæsterne, de stoute Bøn
der, Skattenægterne fra Nordrup og Bringstrup med Anders Søren
sen og Ole Hansen i Spidsen.
Den senere Landbrugsm inister var
den Gang en ung rødmosset Landmand, hvis Bekendtskab jeg be
varede lige til hans Død. Derimod var saa vidt jeg mindes den
gamle Peter Jensen-Estrup ikke med — den Mand, der som Ord
fører for den store Herthadal-Deputation i 1883 havde sagt Kong
Christian den 9de Sandheden: Man vandt ikke sit Folks Kærlighed
ved at regere paa den Maade!
Jeg blev ju s t i de følgende Maaneder en iv rig pseudonym Med
arbejder — under Mærket „E n Menig“ — ved „Ringsted Folke
tidende“ , hvor jeg dels skrev Digte — om Danmark, der ikke mere
som Digterne plejede at skrive, var en skøn Kvinde, men en malm
klædt Mand, der vilde værge sin Ret, — dels Dialoger, hvor jeg lod
Estrup tale med „Nælde“ om Forholdsregler mod Venstremændene
— min gode Ven Georg Goldschmidt blev over disse Dialoger helt
angst paa mine Vegne. Det morede mange Aar efter „Ringsted Folke