81 / 310
74
paa Kasernens første Sal, selv om Matzen undertiden blev taget i
nok saa haard Skole af Madsen-Mygdal.
Fø rst da ved Landstingsvalget i September 1890 Octavius Hansen
og de to Socialdemokrater C. C. Andersen og P. Knudsen holdt de
res Indtog som V a rsle r om en ny T id , fik Landstingets Forhandlings-
tone en kraftigere K lang.
M in politiske Interesse udløstes ogsaa i Frem skrid tsklubben, der
var stiftet som Modsætning til den konservative K lub . Den holdt sine
Møder i K a rl van Manderns gamle Gaard paa Østergade, en Gang den
celebre Kongens K lub . Her hørte jeg Pastor Henning Jensen holde
Foredrag. Scavenius havde afskediget ham fra hans Præstekald i
Stenmagle-Stenlille paa Grund af A rtik le r i Oppositionspressen. Han
havde hævdet, at hvis Jesus kom tilbage, vilde han tale til Folket i
Rømersgade. Det følgende Aar afløste han Monrad som Folketings
mand for M iddelfartkredsen og kunde nu paa parlamen tarisk Grund
mødes Ansigt til Ansigt med Scavenius.
Henning Jensen var en behagelig Ta le r uden præstelig Salvelse,
men med Ud tryk for bidende Iro n i og snærtende Lune. Jeg lærte ham
snart efter personlig at kende og lyttede opmærksomt til hans Be
tragtninger over Dagen og Vejen. Han blev en meget gammel Mand,
holdt sig aandskla r og slagfærdig til det sidste, men havde foretaget
en betydelig Svingning i sin politiske Overbevisning.
Nu oprandt det med Spænding imødesete Rusgilde i Studenter
samfundet. Traktementet va r i Sandhed fordringsløst i den lave, pe
troleumsbelyste, af Tobaksskyer tilslørede Sal — Datidens Studenter
va r beskedne i deres Fordringer. Herman T rie r førte som Formand
Forsædet, og Dr. V. Pingel holdt Rustalen. Han var dog ik ke kom
men langt ind i sin Tale, før Døren i Baggrunden af Salen g ik op,
og Georg Brandes kom til Syne jævnsides en lille firskaa ren Mand
med et rødt Skipperansigt.
Pingel afbrød sin Ta le : Nu da Nordens største Digter er traadt
ind i Salen, v il jeg hilse ham. A lle rejste sig, og H en rik Ibsen tog
Plads sammen med Georg Brandes ved det øverste Bord.
Brandes
holdt Talen fo r Ibsen, idet han nævnede, at den Tanke var faldet ham
in d : Sæt, at Ibsen døde. „Det stod fo r mig, som om den nordiske Lite-
ratur, ja hele det nordiske Aandsliv da blev halshugget med det sam
me. Derfo r lad os ønske, at han maa vedblive at leve, som det han
er: den store T ru se l og den store Velgører i Norden.“
Under den
dybeste Opmærksomhed tog den norske Digter Ordet — man ven
tede sig en aandfuld Tale, han sagde kun disse dybsindige O rd : „Jeg
v il være en evig R u s “ , Dagen efter kommenteret og endevendt af alle
Ibsen-Fortolkere, Ibsen-Kyndige og Ibsen-Pedanter i hele den nordi
ske Bladverden. Navnlig Falkm an i „Nationaltidende“ snakkede sort i
en alenlang Spalte.
Da jeg i 1896 under det akademiske Møde i K ristian ia opnaaede