Erindringer

at blive forestillet for H en rik Ibsen under den store Logefest, hvor

Studenter bar ham i Guldstol, mindede jeg ham om hans Besøg ved

Rusgildet og om de Ord, han udtalte. Han smilede over hele Ansig

tet og sagde: „Nej, hvad siger De d é r!“ Han var og blev faamælt.

Inden Ibsen forlod Gildet, reciterede Skuespiller H. R. Hunderup

„Terje V igen“ , saa det buldrede efter, og under Hyldest fra alle Si

der lukkede Dørene sig efter den berømte Digter.

Den temmelig kejtede Sang, jeg havde indsendt, var bleven sat i

Stil af Herman T rie r. Johannes Bock talte paa Russernes Vegne

og takkede Dr. Pingel for, „hvad han var bleven t il“ .

Men Festen fortsattes længe endnu. Jeg sad ved Siden af Ju liu s

Schovelin, som den Gang endnu tilhørte Studentersamfundskredsen.

Han gjorde sine bidende Randbemærkninger til Talerne — var gan

ske den samme i Væsen, som jeg senere, lige til hans Død, kendte

ham. Han va r i nogle af sine sidste Aar m in Nabo, og vi udvexlede

stadig vore Meninger om Dagens Begivenheder.

Nær til Rusgildet sluttede sig en anden bevæget Festlighed i

Studentersamfundet — Sammenkomsten med Berg, Noes og Nielsen.

De tre i Holstebrosagen anklagede blev modtaget med varmfølt

Hyldest og p rist som Handlingens Mænd af Harald Høffding og

K ristian E rslev i ild fu lde og kraftige Taler, der senere indbragte

begge Professorer alvorlige Irettesættelser fra Kultusm inster Sca-

venius. Isæ r var Reaktionen ude efter Høffding. Ved et Studenter

møde i Hotel Phønix, som Høffding dirigerede, brugte Valdemar Vedel

i ungdommelig Indignation det Udtryk, at Goos var en i politisk

Henseende prostitueret Mand. Hvad der strax gav den fanatiske Kap

tajn Bærentsen, som havde været Færøernes Folketingsmand, L e j

lighed til at demonstrere med en Udtalelse om, at Høffding rolig

havde hørt paa, at en Kollega var bleven betegnet paa en saadan

Maade. Og Forfølgelsen blev smagfuldt optaget og forstærket af

„Dagbladet“ , der bar Goos’ Navn som Udgivernes Repræsentant og

havde udviklet sig til et intransigent Organ efter V ilhelm Topsøes Død.

Baade Noes og Nielsen virkede tiltalende ved deres jævne og lige

fremme Færd. E t Pa r stoute og tillidindgydende Repræsentanter for

det jyske Venstre, begge højt ansete i deres Hjemsted, hvor de se

nere fik store T illidshve rv. Her mindre fremtrædende under Ind tryk

ket af Chr. Bergs imponerende Personlighed, om hvem tilsidst

Hurraraabene samlede sig ved Afskeden nede i det stille Badstue

stræde.

Hvor var Studenterforeningen fjæ rn og ligegyldig under alt dette

med sine „Skygger af Fortidens Mænd“ , H. C. A. Lund, Paludan,

S. M. G jellerup, der var en elskværdig hjælpsom Biblioteksmand,

Kontorchef Jacobsen og flere andre nu glemte Akademikere.

Jeg mindes kun en bevæget Episode dernede fra — hin Aften, da

den frafaldne Holger Drachmann havde læst op, og da ved det efter

følgende Sold Thomas Graae, den velbegavede, skarpe Ju rist og