Erindringer

i Folketinget, viste inig den Venlighed, naar han saa mig staa ven

tende ved Indgangen, ogsaa at sørge for et Adgangskort til mig til

de reserverede T ilhørerp ladser, der endnu fandtes oppe paa det

snævre Galleri, og jeg kom derfor til at overvære mange af de be

vægede Forhand linge r i denne Vinter.

Jeg studerede nøje Folke-

tingsmændenes forskelligartede Fysiognom ier — der var mange

mærkelige deriblandt. Her kom F rederik Bajer gaaende forbi med

Officersholdning og altid Dokumentmappe under Armen. Efter ham

den høje, statelige Hansen-Siir, om hvem Rygtet fortalte, at han var

Søn af Hertugen af Augustenborg, og den lille Søren Jørgensen fra

Give — „Kyllinge -Sø ren“ kaldet — med den blanke Isse og de smaa

undersøgende og nysgerrige Øjne, Haastrup høj og knoklet, den

buskede Hans Hansen-Menstrup, der forbavsede Tinget ved at holde

sin Jom frutale omtrent et kvart Aarhundrede, efter at han var bleven

valgt første Gang i Fuglebjergkredsen, Jens Busk med den sorte Hals

klud, Lagmand Schrøter fra Færøerne, der den 25de Ju n i havde ero

bret Kredsen for Venstre, en undersætsig, gemytlig, rødblisset Mand,

der ikke kunde taale det lystige Kjøbenhavn, Lars Dinesen vimsede

geskæftig rundt, medens den sindige Aaberg fra Lemvig sad rolig

paa sin Plads helt oppe ved Ministerbordet og hviskede gode Idéer til

den tungt skridende Niels Andersen fra Kerteminde, om hvem

„Dagsavisen“ fø r den 25de Ju n i skrev, at „efter menneskelig Bereg

ning“ vilde han falde ved Valget. Men Mennesket spaar og Gud raar

— N. Andersen overlevede ikke saa faa Valgdage endnu.

A f Førerne bevægede Holstein-Ledreborg sig med kraftigt Fod

slag gennem Salen. Frede Bojsen betragtede Omgivelserne med et

olympisk Smil, medens gamle Høgsbro var en Baglerbisp, der ud

spredte M isfornøjelse.

Hørup gav Audiens til Partifæ ller paa sin

Plads i Hesteskoens Indre, medens Satiren krusede hans Mund, og

Edvard Brandes fordybede sig i Aviser og Piecer. Den lille, sirlige

Kammerherre Rosen tørrede sin uhyre Skaldepande med et stort

rødt Lommetørklæde — det eneste røde ved ham. Ved Ministerbor

det demonstrede Estrup med sin lange B lyant for Nellemann, hvis

tørre Ansigt ikke kunde oplives af noget Smil, medens Scavenius al

tid var i godt Humør.

Paa H lid s k ja lf over det hele V irva r i den slet ventilerede Sal, hvis

elektriske Lys atter og atter svigtede, tronede Berg som Formand,

gærne tugtende Højres Statsretsprofeter, naar de blev altfor hasar

derede i deres Paastande. Hvor var, han forskellig fra sin Kollega i

Landstinget, Højesteretsadvokat C. Liebe, der med smaa sirlige Skridt

bevægede sig op til Formandspladsen i den lavloftede Sal, hvor T il

hørerne stod som Sild i en Tønde i det ene Hjørne. Han begrænsede

Forhandlingerne med blød, men sikker Haand, og naar hans Lorgnet

demonstrativt havde bevæget sig Kredsen rundt: „Jeg ser ingen be

gære Ordet“ , maatte der en Madsen-Mygdals Robusthed til for at

trodse Formandens Ønske.

Her var jævnt kedeligt i dette Overhus