Erindringer

Et Valg af Studium forekom mig vanskeligt.

Min Fader havde

gærne set, at jeg var bleven Ju rist, men Juraen — personificeret i

Goos og Matzen — kunde ikke virke tiltrækkende paa en ung Ven

stremand. Derimod stod H istorien som en Mulighed for mig, men

den Videnskab, som forekom mig som den egentlig tiltrækkende og

havde mit hele Hjærte, var dog Æ sthetik og Literaturhistorie.

Foreløbig vendte jeg mig med ungdommelig Ive r mod Tidens

Begivenheder. I Studentersamfundet hørte jeg Christopher Hage tale

om Rigsretten, et formfuldendt, trods sin Længde frisk t og under

holdende Foredrag, som rettede sig mod de politiske Problemer, der

optog alle Sind. I Studenterforeningen, hvor jeg ogsaa havde ind

meldt mig, kom jeg kun i Ny og Næ som Iagttager af de Genfærd,

der bevægede sig i den gamle Slavekirke.

Det var Spøgelsesfester,

som afholdtes dér.

Men i Studentersamfundet lærte jeg nu mange Mennesker i for

skellige A ldre at kende. Der var Veteraner som den beskedne, uegen

nyttige, fordomsfrie Lærer R. Knudsen, en glødende Frihedsmand,

Stiller for Herman T rie r i 1ste Kreds. Der var hele Juristskaren, det

saakaldte „Røde Lygte“ -Parti, opkaldt efter den kendte Kafé i

„Adresseavisens“ Gaard, hvo r de mødtes, medens „Bern ina“ var

Samlingsstedet for de unge Digtere og Jou rnaliste r: Anders Hvass,

Honum, Valdemar Schønberg, W o lff, Parsbech, Jerlev og min tid

ligere Lærer Viggo Lachmann — til disse sluttede sig den senere

Kontorchef Smith, Søn af Skuespillerparret Anton og Betty Smith, og

Matematikeren K ristian Gade, Sønderjyde af Fødsel, en glad Sjæl, der

fik stor Betydning for Studentersamfundets Organisation. Hans tid

lige Død for egen Haand, da hans Livsmod pludselig formørkedes,

var et stort Tab. A lle disse Mænd g ik forøvrigt tidlig bort. Saa

var der I. K . Lauridsen med hans drastiske Billedtale og A lfred Ch ri

stensen, Søn af gamle Balthazar Christensen, som jeg ikke har set

i Folketinget, men hvem jeg ofte mødte i Omegnen af Christians

borg, naar jeg var paa Vej til Skole — en lille Gammelmandsskik

kelse med mærkelig gul Ansigtskulør. Med A lfred Christensen fik jeg

senere meget Samarbejde. Han var — og er — en sjælden livsglad og

slagfærdig Mand, der som Folketingsmand for 3die Kreds, hvor han

sejrede 1895, ejede en ganske særlig Evne til at imponere Kjøbenhav-

nere ved sit snart harmløse, snart bidende Lune. Allerede ved Bor

gerrepræsentantvalgene i 1886, da Oppositionen forgæves forsøgte at

løbe Storm mod den gamle sammenspiste K like i Borgernes Raad,

assisterede jeg A lfred Christensen i det Valgbureau paa Christians

havn, som han ledede. Hvor var han fornøjelig og forfriskende i Sam

vær. Mange andre Ansigter dukker op: Axel Guthmann, Johan Otto-

sen med sit livlige og forstaaende Sind overfor de unge Digtere Niels

Møller og Ive r Iversen, Em il Meyer, den senere Nationalbankdirektør,

der ju st i disse Aar holdt B ry llup med min Moders Kusine Johanne

Friedlænder,

længe

Studentersamfundets

omhyggelige

Kasserer,