Erindringer

ker. Da m in Fader hørte, hvad der var paa Færde, tog han strax

Tø jet paa og fulgte med. Over Hovedvagtsgade var H im len allerede

luerød. Paa Højbroplads saa v i et Kompagni Soldater i Løb over H ø j

bro mod Slottet, hvor Ilden stadig bredte sig. V i mødte m in Onkel

Martin Goldschmidt og g ik med ham op i D. B. Adlers Kontor i det

Anckerske Palæ Ved Stranden, hvo rfra Katastrofen kunde over

skues. Branden sydede og hvæsede. — Hvorledes skulde den kunne

begrænses? Paa Slotspladsen va r alt den vildeste Fo rv irring .

Ved Stranden stod der nu en kompakt Menneskemasse, og v i blev

derfor lukke t ud gennem Baggaarden til Adm iralgade.

Jeg kunde

pligtfølende ikke rive mig løs fra det O ldnordiske, men jeg fulgte

Brandens Udvik ling gennem dens Genskær paa Theaterbygningen.

Henad Midnat g ik mine Foræ ldre og jeg op til Holmens Kanal,

og jeg saa derfra det uforglemmelige, betagende Skue af hele Cbri-

stiansborgs Facade som et eneste fraadende og buldrende Ildhav.

Her var intet at udrette for et Brandvæsen, der netop under en nytil-

traadt Chef skulde reorganiseres. „Dagsavisen“ s Angreb paa denne

Chef, Oberst Sixtus Meyer, var følgelig højst uretfærdigt, og min

Moder, hvis Kusine Anna, født Levison, var gift med Meyer, ærgrede

sig paa hans Vegne over A rtik len , — hun va r alle Dage en stor Be

undrer af Meyers ridderlige Personlighed.

Næste Dag fik v i fr i fra Skolen, og jeg gik sammen med C. M.

Hansen gennem Tøjhusgade i Haab om, at han som Søn af en kon

gelig Embedsmand, der boede ved Slottet, skulde kunne skaffe os

begge Adgang til Slotsgaarden. Men det lykkedes os ikke at forcere

Indgangen. Senere stod den røgsværtede R u in som et manende, for

ku lle t Symbol paa det danske Fo rfa tn ingsliv i Provisorie-Aarene. Den

aldrende Theophilus Hansen blev forgæves tilka ld t fra W ien for

at tegne et nyt Slot — Tiden va r ikke inde til det. I 1859 havde „Dag

bladet“ og „Fædrelandet“ taget til Orde mod et nyt Frederiksborg

efter Branden. Nu var det Højrepressen, der benyttede S lotsruinen i

Agitationens Tjeneste og rasende vendte sig imod „Morgenbladets“

Konk lusion : Paa denne Tomt rejser sig intet tredie Christiansborg —

Ord, som ikke skyldtes Folketingets Formand Chr. Berg, der lige til

vore Dage har faaet Skyld for dem, men N. I. Larsen.

En Bonde ude paa Landet skrev under In d try k af Begivenheder

ne det følgende A ar et Brev til en Bekendt i K jøbenhavn for at

spørge, om det af Kong Christian den 9de underskrevne Exemp lar

af Grundloven var blevet tilintetgjo rt ved Slotsbranden, siden P rovi

soriet kunde udstedes? Denne Hændelse gav en Aften i Studenter

samfundet Georg Brandes Lejlighed til at advare mod den

naive

Bonde !

Rigsdagen maatte nu den første Mandag i Oktober — den 6te —

mødes i Universitetets Solennitetssal, hvor Kong Ch ristian den 9de

personlig holdt Tron tale om Rigets gamle Kongeborg, der laa i R u i

ner, en U lykke, som burde samle alle Partie r enigt om Fo rsva rs