Erindringer

gen Anklang hos de gamle Herrer, der sad i Bestyrelse og Repræ

sentantskab.

Jeg blev en meget iv rig Laantager paa Biblioteket, bvis Assistent

efter Scbleisners Afgang va r Arkæologen V ilhe lm Boye, en Søn af

Præsten og Digteren Gaspar Johannes Boye, der døde af Kolera

1853.

V ilhelm Boye, der foretog Udgravninger for Nationalmuseet,

især ved og omkring Søborg i Nordsjæ lland og redigerede Arkæolo

g isk Tidende i „Nationaltidende“ , va r et meget ko le risk Menneske,

og han saa sig saa gal paa mig, der næsten daglig kom paa B ib lio

teket, at han — ofte fo rstyrret i sine Ko rrek tu re r — rasende ud

brød: „Naa, der har v i ham ig en !“ Jeg va r meget ked af disse Ud

brud og fortalte m in Fader derom, hvorpaa han forestillede Boye det

urigtige i at genere et ungt Menneske paa den Maade.

Herefter blev Boye og jeg de bedste Venner af Verden. Og naar

han senere skulde ud at grave for Nationalmuseet, bad han mig v i

kariere for sig i Athenæums B ibliotek. Jeg vandt nu, da jeg flere

Uger ad Gangen besørgede Bogudlaanet, et indgaaende Kendskab til

Bibliotekets Indretning -— et Kendskab, der den Dag i Dag kommer

mig til Gode ved Benyttelsen af Handels- og Kontoristforeningens B i

bliotek med dets, takket være Athenæum, værdifulde Bogbestand.

Boye, der var gift med en Søster til Holger Drachmann, erklærede

sig selv for Absolutist. Danmarks U lykke havde efter hans Forme

ning O rla Lehmann været. Lignende Paradoxer fremsatte han i Mas

sevis. Denne paa en Gang reaktionære og rad ikale Mand oversatte

til Dansk Letourneaus Bog „Moralens Udvik lingsh isto rie“ . Hans

Randgloser til Dagens Begivenheder kunde fu ld t ud maale sig med

dem, A. C. Larsen afleverede paa Det kgl. B iblioteks Læsesal, og

naar man diskuterede med ham, skød hans Øjne Lyn , og det var, som

om Haaret rejste sig paa hans Hoved. Kedelig va r V ilhelm Boye san

delig ikke. Jeg husker Hørup, hvis Kusine F ru Boye var, en Gang

omtalte ham med Anerkendelse af hans stejle Personlighed.

Boye skildrede første Gang for mig Søborg Slots Ru ine r og hele

den mærkelige, paa O ldtidsm inder saa rige Egn, hvor han foretog

sine arkæologiske Undersøgelser, og hvor jeg senere i L ivet Sommer

efter Sommer skulde færdes og arrangere histo riske Møder.

For

Musik havde han et fin t Øre — han glødede af Begejstring for Ouver

turen til „Ifigen ia i A u lis “ .

Boye va r en uforlignelig Dæmper af en altfor ungdommelig og

fremfusende Begejstring. Da jeg efter Provisoriet var F y r og Flamme

i Anledning af forventede Demonstrationer ved F rede rik den 7des

Statue foran Christiansborg en vaad Foraarsaften, gød han med et

iro n isk Sm il mig koldt Vand i Blodet med de O rd : „Bare rolig. Re

volutioner finder aldrig Sted i R eg n ve jr!“

E n Dag tra f jeg Boyes

Broder, der havde været Toldembedsmand i Vestindien, en vejrbidt,

firskaa ren Skikkelse med et robust Lune. Han var Fader til Alt-

Sangerinden Margrethe Boye.