Erindringer

Nielsen, Søn af Herningkredsens mangeaarige indflydelsesrige Re

præsentant Thomas Nielsen, og senere Dommer i Nyborg. Jeg havde

lige ved Slutningen af Rigsdagssam lingen 1882— 83 været til et Møde

i Folketinget i den gamle Sal paa Christiansborg, hvor jeg opnaaede

at se Christopher Krabbe præsidere — han havde ju s t under F o r

svarsdebatten kaldt Hørup til Orden for de stadig, trods hans Ad

varsel gentagne Ord „Hvad skal det nytte“ , og Chr. Bergs’ uv ilkaa r-

lige Udbrud: „Det er dog den stiveste“ , tydede paa, at Krabbes F o r

mandsdage var talte. Da Rigsdagen paany samledes i Oktober, blev

Berg Folketingets Formand, og Krabbe gled ved Valget i 1884 ud af

Tinget for først en ha lv Snes Aar senere at vende tilbage. Men da

fandt han Hørups Støtte i den ubehagelige Kalundborg-Affære i An

ledning af hans Datter F ru Krabbe-W ildenraths sønderjydske S k ri

verier.

Dette m it Besøg paa Folketingets T ilhø rerp ladse r blev ganske ko rt

varigt, da Krabbe kun skulde aflevere en Meddelelse om fo rskelligt

Udvalgsarbejde. Men det havde givet mig Blod paa Tanden, og da i

Efteraaret 1883 Finanslovbehandlingen indlededes i „K akke lovn s

ferien“ , skaffede mine to ældre Skolekammerater mig Adgang gen

nem deres Fædre til den reserverede Loge. Og her kom baade Rasmus

Claussen, bredskuldret og rødmosset, og Thomas Nielsen, rund ryg

get og bleg, ind for at hilse paa deres Sønners Kammerat. Thomas

Nielsen talte et uforfalsket Jysk .

Det var en meget bevæget Finanslovbehandling. I den forløbne

Sommer havde de meget omtalte Hillerød-Møder fundet Sted, hvo r

en Søndag samtidig Hø jre og Venstre samledes. Det var kommet til

forskellige Uroligheder, da Deltagerne fra de to Møder g ik løs paa

hinanden.

Disses Oprindelse og Aarsag og Skylden for dem, især

hvem, der havde ført en famøs Stol med sig til Brug for Venstreta

lerne, blev nu opgjort i en heftig Debat. Her lyttede jeg første Gang

til Holstein-Ledreborgs glimrende Argumentation — en blændende

Taler, hvis Lige Rigsdagen ikke har ejet hverken før eller siden. Det

var en sand F ryd at høre ham reducere La rs Dinesen, H illerødkred-

sens Folketingsmand, in absurdum. Bag mig sad en Hoffunktionæ r,

der bandede højt og skældte ud paa Holstein, som jo var i Unaade

ved Hove. A f andre Talere husker jeg isæ r Fogtmann, der i sin agi

tatoriske Redegørelse ikke lagde Fingrene imellem i Karakte ristiken

af Højres Adfærd.

Billedet af Salen med Berg paa Formandspladsen i Baggrunden

ved Tronstolen, nedenfor til højre Ministeriets Medlemmer, af h v ilke

især Marinem inister Ravn bevægede sig smilende mellem Medlem

merne og klappede Venstrebønderne paa Skuldrene, og Referenterne

hø jt oppe i „Fug lebu ret“ til venstre, hvo rtil de var bievne forviste,

efter at V ilh . Topsøe og A. Damkier havde slaaet Folketingsmand

Steenstrup, staar tydeligt for mig.

I Hesteskoens anden Række til højre sad Biskop Monrad, der