Erindringer

der en vemodig Stemning — Adam Neve gik grædende op og ned i en

af de lange Alléer.

Den yngre Sigismund Neve blev nu sin Faders Efterfølger som

Skolens Bestyrer. Han va r en velmenende Mand, der gjorde alt for

at jævne Vejen fo r sine Drenge ved Exam inerne. Han, der ikke havde

taget filo log isk Embedseksamen, underviste i Latin. T il mig sagde

han altid dadlende, at jeg læste for mange Romaner og derved for

sømte Skolearbejdet. Da den storpolitiske Kamp ogsaa satte sine

Dønninger ind i den fredelige Skolegaard, saa han skævt til mine po

litiske Interesser og m in Udlægning af Ordet

liberalis.

— Den liberale

Vælgerforening stiftedes 1883. Og Valget den 25de Ju n i 1884, som

virkede som en Fan fa re paa mig og ligesindede, forøgede hans I r r i

tation.

Men ellers har jeg kun de bedste Minder om Sigismund Neve og

hans Broder Adam Neve, med hvem jeg vedligeholdt den venlige Fo r

bindelse gennem Aarene.

Adam Neve var en musikalsk og theater-

interesseret Mand. Han spillede selv Cello og assisterede i Amatør

orkestre. I Skolen virkede han som Inspektør og Lærer i Engelsk,

men hæmmedes i sin Undervisning af en udpræget Generthed. Ingen

kunde rødme som Adam Neve ved den mindste Lejlighed. Han var

et sjældent bravt og hjælpsomt Menneske, med hvem jeg ofte op fri

skede fælles E rin d ring e r fra Mariboes Skole.

Foraaret bragte Skoleskovturene. Snart drog vi i Kapervogne til

Raadvad til den traditionelle Leg „Røvere og Soldater“ , snart til Fo r

tunen, hvor v i hilste Enkedronning Caroline Amalie, der kom kø

rende forbi fra Sorgenfri, med Hurraraab. En Gang endte Tu ren paa

Bellevue, hvor nogle af Sigismund Neves Studentersangforenings-

Venner sluttede sig til og glædede os med Sange inden Opbrudet. Et

Aar var v i i Frederiksdal, et andet i Gurre.

Om Vinteren spilledes der nogle Gange — vistnok i 1876 og 1877

— Komedie paa Hoftheatret, hvor Forholdene var uhyre primitive.

Første Gang overværede mine Forældre sammen med min Broder og

mig Forestillingen — v i sad helt oppe i 2den Etage, hvorover min

Fader var meget vred. Og med Rette!

Th i brandfarligere Opholds

sted gaves næppe — hele Theatret er jo en Tømmerkonstruktion, der

er sat ind imellem Pavillonbygningens tykke Mure.

Forestillingen bestod af Vrøvlekomedien „Château Lafitte eller

Hævnen“ , tryk t i „Sværmere“ , og Molt Wengels „P lader“ — Elberg

dirigerede Amatørorkestret. Min Moder var fornærmet over, at af

Personlistens utallige Navne viste kun enkelte sig i Stykket. I „P la

der“ medvirkede K a rl Mantzius som Jøden, Jacques Wiehe som Sko

magerdrengen og Louis Bramson som den unge Pige — med skønt

opsat Haar og en dejlig hvid Kjole.

Næste Aar, hvor v i nu tronede i Balkonen, spilledes Parodien

„Robert og Signe“ og Overskous Lystspil „Misforstaaelse paa Mis-

forstaaelse“ , hvor Poul Nielsen udførte Værtens Rolle, medens han

M ennesker og B eg iv en h ed er