Erindringer

middag, fulgte jeg mere opmærksomt end den Vejledning, P riva t

lærere som Jacobsen og G rün kunde give mig, og selve Kon firm a tio

nen med Velsignelsen gjorde et svagere In d try k paa mig end den

skønne Musik, hvor Haydn ’ske Toner klang i Korsatserne. Jeg hæ l

dede mere og mere til den Anskuelse, som ik ke senere ha r forladt

mig, at Jøderne i Danm ark helt maatte emancipere sig ved at gaa

op i Befolkningen.

Lærerne i Regning og Matematik skiftede hurtig . Jeg undervistes

gennem Aarene først af Arneberg, der bedre forstod at omgaas Ung

dommen end de følgende. P. C. V. Hansen, senere Professor ved U n i

versitetet, va r aldeles ubehjælpsom i sin Færd. Han talte med sig

selv — „Stakkels Hansen“ , mumlede han, naar Drengene ikke op

fattede hans matematiske Form ler, lo overbærende og iron isk , naar

man rigtig dummede sig.

Hele hans Skikkelse og Fremtræden gjorde ham — hans viden

skabelige Anseelse u fortalt — aldeles usk ikke t til Matematiklærer

for unge Mennesker.

Men endnu m indre egnet va r Dr. Herman Valentiner. S ikkert en

godmodig og ve lv illig Mand med de bedste Hensigter, en kyndig og

hø jt anset Matematiker, men som Pædagog saa uligevægtig, med saa

kuriøse Manerer og med saa mærkelige Talemaader, at en K lasse fik

let Spil med ham. B lev han vred, slog han uden Besindelse paa den

Elev, som fremkaldte hans Harme, ganske ligegyldig for, hvor hans

Slag ramte.

I den Naivetet, som ogsaa va r T ræ k i hans Karakter,

kunde han tage selv den mest hasarderede Undskyldning fo r gyldig.

I Dr. P ry tz’ F y sik tim e r herskede videnskabelig Ro, og alle an-

strengte v i os for at lodde Dybden i Fysikens Mysterier — fo r m it

eget Vedkommende med lidet Held. Matematik og F y s ik va r og blev

mine svage Sider.

T il Lærerpersonalet knyttedes den senere Studenter-Sangfor

eningsdirigent Salomon Levysohn ko rt T id efter, at han havde taget

A rtium fra Skolen. De ha lw o xne Drenge kunde ik ke glemme, at en

ung Mand, de selv havde gaaet sammen med i Skolen, nu skulde

undervise dem, og en af dem, den senere Grosserer Aage Høffding ret

tede til den unge Lærer det pinlige Spørgsmaal:

„ E r De gift, H r.

Levysohn?“

En Katastrofe ramte midt i 70erne Mariboes Skole, idet gamle

Sigismund Neve blev angrebet af sorte Kopper. Skolen blev lukke t i

lang T id , og Eleverne fik en extraordinær Ferie. Da Undervisningen

begyndte paany efter denne u friv illig e Pavse, stod Sigismund Neve

smilende og fornøjet ved Uret udfor sit Kontor paa første Sal og

modtog de enkelte K lassers Hilsener, da de blev raabt op fra Lege

pladsen efter det store F rikva rte r. Han døde faa Aar efter. Sophus

Schandorph skrev et smukt Mindedigt om den ansete Pædagog, hvis

Grav paa Assistents K irkegaard er smykket med et Mindesmærke, til

hvilket der indsamledes blandt Eleverne. Ved A fsløringen herskede