50 / 310
43
K ristian Arentzens store Væ rk, og jeg bad undertiden Borchsenius
fo rklare mig et eller andet for mig uforstaaeligt Ud tryk (f. Ex.
„Soløcismerne“ *) hos Baggesen, som Arentzen sk riv e r). Da forma
nede han Klassen til Tavshed for at høre paa hans Udlægning.
I den øverste Klasse havde Borchsenius den gode Idé, at de lite
rært indstillede E lever skulde holde Foredrag for de samlede 5te og
6
te K lasser. Jeg kom til at lægge for, og da jeg varm t beundrede P. A.
Heiberg — husk, det var ju s t i de Aar, Johanne Lu ise Heiberg havde
udgivet sin Bog om. ham og Thomasine Gyllembourg — skildrede jeg
nu det sidste Decennium af Oplysningens T idsalder med skønsom
Anvendelse af N. M. Petersens F rem stilling , men allerede paavirket
af den moderne Stil i Georg B randes’ Forelæsninger. Jeg sagde f. E x .:
„Nu rejser Baggesen til Paris, hvor han danser paa Bastillens Ru ine r.“
Denne noget flotte Anvendelse af Baggesens egen Beretning, faldt
Borchsenius for Brystet, og han kritiserede den i sine Slutningsbe
mærkninger til mit Foredrag, som ogsaa overværedes af Bestyreren,
Sigismund Neve d. y.
Den Dom, som kategorisk fældes i den nye Udgave af B rickas
„D ansk B iog rafisk Lexikon“ over Borchsenius’ Livsgerning, er efter
min Mening uretfærdig og misvisende, i hvert Fald for enhver, der
har kendt ham og hans Dagværk. Nu, da Døgnets Strid er forstum
met, fortjener Borchsenius at værdsættes paa anden V is.
Borchsenius’ nære Ven Dr. F rede rik W inke l-Ho rn blev senere vor
Lærer i O ldnordisk. Han var en Slider for Udkommet, underviste
mangfoldige Timer, skrev en stor dansk Literaturhistorie, oversatte
Scherrs almindelige Literaturhistorie, biograferede Peder Syv (hans
Doktordisputats) og Ludvig Holberg, oversatte dennes latinske Breve
og talrige Romaner fra de evropæiske Hovedsprog. Han kunde under
tiden være helt nervøst oprevet af sin Kamp for Tilværelsen og mange
private Sorger. Men han havde heldigvis ogsaa Lune, citerede gærne
Holbergs Jeppe eller udbrød, naar en af de jyske Artiumskandidater,
der fra K u rsus var komne ind i Latinskolen, rigtig dummede sig:
„Heu me m iserum, talem discipulam habentem!“ men da en af os
en Dag forandrede Citatet lid t: „Heu nos miseros, talem magistram
habentes“ , blev han for A lvo r vred.
Oprindelig var han konservativ indstillet, han skrev L iteratur-
anmeldelser i Dr. Manicus’ „Berlingske Tidende“ , og de var alt andet
end venlige overfor 80ernes moderne L iteratur. Men pludselig slog
han om, sluttede sig til Hovedstadens Venstre-Kredse og blev et iv
rigt Medlem af Studentersamfundet, hvor jeg senere traf ham. I „Fo r
eningen til Oplysningens Fremme blandt Kjøbenhavns Arbejdere“
kom jeg til at samvirke med ham. I sine Disciples H jærter satte han
sig et smukt Minde.
*) Forsyndelser mod Sprogbrugen.