Erindringer

kaldte „Maasetræ“ fandtes med den skraanende Stamme, hvor de

nyindmeldte Drenge fik Indvielsen ved et Slag paa Bagdelen, og en

m indre med et Anlæg for de smaa Drenge. De gamle B indingsvæ rk-

Gavle og Bagbygninger paa Vandkunsten gav Legepladsen en male

risk Baggrund. T il venstre laa Haderslev Læreres Skole (Th riges

Sko le), sk ilt fra Mariboes Skole ved et Plankeværk. Naar Larmen

fra de to Legepladser i F rikvarte re rne forenede sig, var den bedø

vende. I Snevintre røg ikke sjælden Sneboldene over fra den ene Lege

plads til den anden. En Gang g ik Døren, der fandtes i Plankeværket,

op, og de to Skolers Drenge styrtede i Kampstemning mod hinanden.

Paa Legepladsen mødtes man i F rikva rte re t i Reglen af Otto

Borchsenius’ Raab:

„Hænderne op a f Buxelommerne“ , med særlig

Skandering af den sidste Stavelse.

Neve havde samlet en Kreds af dygtige Lærere omkring sig. Der

var baade Harald Høffding, V ilhelm Thomsen og Sophus Schandorph,

den senere Toldforvalter i Horsens Holbech, Otto Borchsenius, Over

lærer Kaper, den senere B iskop Ghr. Møller, den senere Professor

theologie Schat-Petersen, Carl Michelsen, Herman Michelsen, Teisen,

der blev Skoledirektør, og Teisner, der blev Præst i Vestindien og

døde ung. En særlig trag isk Skæbne havde Elberg, der underviste i

Sang og Gymnastik, en meget m usikalsk Mand, der ved Skolekome

dierne paa Hoftheatret dirigerede Orkestret. Han maatte paa Grund

af en Sædelighedssag forlade Landet, hvad der ikke i Længden kunde

holdes s k ju lt for Drengene, og tog til Amerika. I Chicago henlevede

han Resten af sine Dage, blev vistnok Jou rn a list i den dansk-ameri

kanske Presse og naaede en høj A lder. Adam Neve fortalte mig en

Gang, at Elberg i sine sidste Aar var baade blind og døv — det blev

en meget u lykke lig Existens.

T il Skolens Lærere hørte ogsaa Skrivelæreren Lauritzen, en pud

sig K n a rk med højst drastiske Udtryk, naar han krævede Sving og

Tydelighed i Skriften. Hans Efterfølger blev Carl Claudius, senere

kendt som m u sikh isto risk Samler.

Tegnelæreren V ilhelm Petersen

var allerede da gammel og rystende, med et iro n isk Smil paa sine

smalle Læber over de tossede Drenge.

T il O riginalerne maa Gymnastiklæreren, Krigsassessor Schrøder,

ogsaa henregnes. Han var Typen paa den gammeldags Underofficer,

havde deltaget i Krigen 1864 og mistet nogle F ingre paa sin ene

Haand. Han talte sin egen, ofte lattervækkende Jargon : „Jeg sla ’r

aldrig, men naar jeg sla ’r, saa sla’r jeg“ . E lle r irettesættende til en

Dreng: „Fo rd i D in F a r har en K lump Penge, skal Du ikke komme

her og gøre Nar ad en gammel Lerer.“

Mig havde han kun ynkende Ord til overs for. Jeg var umulig

i Gymnastik, kunde ikke sætte over Hesten — „ham med Paschaens

Tø fle r“ plejede han at kalde mig, naar Gymnastikskoene ikke sad

efter hans Ønske.

En stor Begivenhed var altid Besøget af Gymnastikinspektøren,