![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0046.jpg)
39
Skovshoved, den samme V illa , hvor m in Svigermoders Moder, F ru
Næser, havde boet med sine Børn en halv Snes Aar tidligere. Det var
en jævn Bolig, hvis Have havde den T iltræ kn ing , at Bakkeskraan in-
gen hørte med, ret et Sted for vilde Lege. I Ferien kom v i ofte i Be
søg hos hende, og navnlig var der stort Rykind paa hendes Fødsels
dag den 8de September (hun var født 1819), naar v i kom fra Skole
derud. Den gamle Strandvej staar tydelig i Erindringen. Der kom den
lange Øhl, der bar Vand til V illaerne med to Spande i sit Aag. Paa
Søsiden boede Grosserer Andreas Henningsen, en Bekendt af Fam ilien,
og Grosserer Volmer, der engang mistede en Søn ved D rukn ing . Paa
Landsiden saas ofte F ru Sødring ved Gærdet til V illaen „Ed ingbu rgh“ ,
hvor hun i flere Somre boede, og oppe paa „Petershøj“ havde den
musikalske Henriques’ske Fam ilie sin Dom icil. Den gamle gule Ba-
gergaard skraas for „Hvidø re“ , hvor Legationsraad B ruun residerede,
blev betragtet med særlig Nysgerrighed, da den folkelige Overleve
ring fortalte, at den en Gang havde været Kongsgaard, og at Dyveke
havde boet der.
Paa den anden Side af Em ilie-K ildevej boede Holmblads paa det
herskabelige „Sølyst“ , fremdeles Boghandler Engelsen og Etatsraad
Heyman — kendte Kjøbenhavnere, hvor man saa hen.
H vilken Fo rand ring i Charlottenlund, O rdrup, Skovshoved og
Strandvejen gennem de forløbne 50— 60 Aar.
Den Gang endnu en
landlig Kommune i Gentofte-Sogn, uden Vandværk, Gas eller E lek
tricitet, med et Par Politibetjente til at besørge Sikkerhedstjenesten.
Den Gang endnu en Idy l, hvor alle kendte hinanden, hvor K ronp rins
F rede rik vidste Børnenes Fornavne og interesserede sig for deres
Smaasorger.
Nu har K jøbenhavn forlængst strakt sine graadige Fangarme helt
til Charlottenlund. Idy llen er raseret til Fordel for Funkishuse, og
Strandvejen er bleven en Færdselsmyreture.
Men Minderne lever,
Minderne om den yndige Charlottes Bøgelund med de friske Skov
partier, med de gamle Ege, Kæmpebøgene og de smaa slyngede
Stier, hvor Snogene holdt til, Minderne om den forstbotaniske Haves
sjældne Trævæxter og Minderne ogsaa om de Mennesker, man Som
mer efter Sommer mødte paa Skovvejene. Der va r mange Originaler
og sære Skæbner mellem, dem. Ansigter dukker op, furede og mær
kede af tunge Oplevelser, med flakkende eller vilde Øjne.
De gamle Gaarde er forsvundne — nogle brændte, andre maatte
vige for nye Bygningskomplexer — Teglgaarden og Damgaarden
erindrer endnu om Tiden, der svandt, og om de Mennesker, der le
vede deres Somre her.
Der er Vemod i Minderne, men ogsaa Glæde over, at hine Somre
var saa skønne og sorgløse — Barndommens sollyse Somre i Lykke
land, hvor hver Dag var en Oplevelse.